En ny måde at servere den velkendte banana split (©DR)

Banana-chok: Dessert med banan og chokolade

En helt igennem fantastisk dessert, som også børnene vil elske. Det perfekte punktum på en god middag. Husk at chokoladeparfait'en skal forberedes dagen før det skal serveres.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

  • 3 stk. bananer - modne, men faste

Chokolade parfait

  • 100 g lys chokolade
  • 70 g pasteuriseret æggeblomme
  • 30 g rørsukker
  • 3 dl piskefløde

Mandel karamel

  • 30 g rørsukker
  • 75 g mandler

Flødeskum

  • 3 dl piskefløde

Chokolade sauce

  • 100 g god mørk chokolade ca. 60%
  • 0,5 dl sødmælk
  • 0,5 dl piskefløde

Fremgangsmåde

Chokolade parfait

  1. Chokoladen finthakkes og smeltes i vandbad. 
  2. Pisk æggeblommer og sukker til tyk æggesnaps med håndmikser. Piskefløden piskes til let skum.
  3. Den nu smeltede chokolade røres i "snapsen". Rør godt.
  4. Den letpiskede fløde vendes i. Vend forsigtigt og stop, når massen er ensartet. Fyld straks massen op i de udvalgte forme. Nedfryses tildækket til næste dag.

Mandel karamel

  1. Sukkeret smeltes til gylden karamel i en lille stegepande. Mandlerne "steger med" 1 minut i den flydende gyldne karamel. 
  2. Hæld straks mandelkaramellen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og lad det afkøle ved stuetemperatur. 
  3. Den afkølede mandelkaramel grofthakkes med en savtakket kniv og opbevares i tætsluttende dåse.

Chokoladesauce

  1. Mælk og fløde varmes til kogepunktet i en lille gryde. Imens finthakkes chokoladen.
  2. Gryden tages af varmen - vent 5 minutter. Halvdelen af den varme mælke-fløde hældes over den finthakkede chokolade og der røres.
  3. Tilsæt den resterende varme mælke-fløde. Saucen kan eventuelt opvarmes en anelse ved anretning. 

Anretning

  1. Opstil de 6 udvalgte flotte tallerkener på køkkenbordet. Drys en anelse hakket mandelkaramel i midten af hver tallerken.
  2. Piskefløden piskes til let skum.
  3. Bananerne skrælles og halveres på langs. De frosne chokolade parfait'er tages ud af formene ved at dyppe hver enkel 2 sekunder i brændende varmt vand, og "vupti"; parfaiterne kan nemt trykkes ud af formene.
  4. Placér hver chokoladeparfait oven på den dryssede mandelkaramel.
  5. Placér nu de halve bananer med den flade side mod chokoladeparfaiten. Garnér med chokoladesaucen og pynt med letpisket flødeskum.
  6. Slutteligt drysses med den resterende hakkede mandelkaramel. Servér straks.