Lav din helt egen hjemmelavede bananketchup, som er nem at lave og smager sødt og syrligt. DEr meget velegnede til f.eks. stærke karryretter. (©DR)

Bananketchup

Bananer kan bruges til mange ting - også i det mere salte køkken. Kok Adam Aamann lavede i Madmagasinet denne lækre opskrift på en bananketchup, som smager fantastisk til f.eks. en karryret. Og så er det en perfekt måde at få brugt nogle bananer, der er ved at være meget modne.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 8 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 6-7 stk. modne bananer
  • 1 stk. løg
  • 80 g lyse rosiner
  • 4 fed hvidløg
  • 1,5 dl æbleeddike
  • 2 stk. rød chili
  • 1 stk. frisk ingefær - ca 4 cm
  • 125 g rørsukker
  • 5 stk. hel allehånde
  • 1 stk. hel kanelstang
  • 1/2 tsk. muskatnød
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

  1. Hak løg, hvidløg, chili, ingefær groft og kom det i en gryde. Kom herefter resten af ingredienserne i.
  2. Kog alt ved svag varme i ca. 25 min, til der kun er lidt væde tilbage. Tag kanelstangen op af gryden, hæld indholdet i en blender og blend det godt. Mas den blendede masse igennem en sigte med en øse el lign.
  3. Kom den varme bananketchup på en skoldet glasflaske.
    TIP: Bananketchup holder sig min. en måned i køleskabet.