Baseler Rösti - en pandstegt rösti af kartoffel og løg (©DR)

Baseler Rösti

I Østrig spiser man gerne rösti som tilbehør til diverse retter. Rösti er en slags tyk pandekage af kartoffel og løg, som serveres lun og sprød - gerne til kødretter.

Kog kartoflerne dagen før

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 1 pers.

Ingredienser

Rösti pr. person

  • 100-150 g kartoffel
    (svarende til en 3-5 pæne, kogte kartofler)
  • 1 stk. lille løg
    (gerne et bananskalotteløg)
  • 1 smule salt
  • 1 knivspids peber
  • 25 g smør og olie
    (til stegning)

Fremgangsmåde

  1. Kartofler koges - gerne dagen før. De skal ikke være gennemkogte, men have godt med bid. Så cirka halv kogetid - eller lidt mere. Riv kartoflerne, når de er kolde, på det grove rivejern. Skær løget i fine, halve ringe. Bland med kartoflerne. Godt med salt og peber.

  2. Tag en slip-let pande og kom en god klat smør i. Lad smørret smelte og bruse let op. Kom kartoffel-løg blandingen på panden - eller så meget, der nu er plads til - og mas det sammen til en ret tyk pandekage. Ikke meget tyndere end til pandens kant. Steg nu i 6-8 minutter for svag varme - og skru langsomt op for varmen.

  3. Nu kommer testen: Tag nu et stort grydelåg - eller en anden plan flade - som du kan vende panden med röstien ud i. Den skal have en flot stegeflade. Drys med salt og peber. Lad den glide forsigtigt tilbage på panden - nu med den ustegte side nedad. Steg også denne som den første i 6-8 minutter.

  4. Sørg for at forme röstien under stegningen ved at presse en grydeske lidt ned langs siderne, så den bliver pæn rund - og med flotte sider. Vend röstien ud - og servér.