Server din beyti kebab på et stort fad som et rigtigt festmåltid. (©DR)

Beyti Kebab

Hvis du får uventede gæster på besøg og gerne vil imponere, så prøv at kast dig over denne traditionelle lækre Beyti Kebab. Den lækre grillede kebab med masser af hvidløg sender straks tankerne mod varmere himmelstrøg og ferieminder.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Beyti Kebab

  • 500 g hakket kalvekød
  • 1 bundt persille
  • 1 tsk. chilipeber
  • 2 1/2 tsk. kebabkrydderi
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. paprika
  • 10 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 tsk. tyrkisk peber
  • 4 fladbrød eller tortillabrød
  • revet cheddarost
  • salt efter smag

Hvidløgsyoghurt

  • 2 spsk. tyrkisk yoghurt 10%
  • 1 dl vand
  • 2 fed hvidløg
  • salt efter smag

Tomatsauce

  • 2 dåser flåede, hakkede tomater
  • 1 stort løg
  • 50 g smør
  • 2 fed hvidløg
  • salt efter smag

Hyrdesalat

  • 3 tomater
  • 1 tsk. tyrkisk peber
  • 1 tsk. rødløg
  • 1/4 bundt persille
  • 1/2 citron, saft heraf
  • lidt olivenolie
  • 1/2 spsk. eddike

Desuden

  • Kogte ris til servering

Fremgangsmåde

Beyti Kebab

  1. Hak persille, hvidløg, tyrkisk peber og løg fint. 
  2. Ælt krydderierne ind i det hakkede oksekød sammen med de hakkede grøntsager. Ælt kødet godt indtil det klistrer lidt fast på dine hænder.  
  3. Tag ¼ af kødet og form til en klump og stik igennem grillspyddet (hvis man ikke har grill- eller grillspyd, kan man fint forme kebabkødet til fire aflange pølser, og stege det på panden. Her kan stegetiden dog godt variere).
  4. Form et langt kebabspyd og tag lidt vand på hænderne, når du masserer kødet ud, da det ellers hænger ved dine hænder og ryger af spyddet.
  5. Lav struktur i kebabben ved at trykke tommelfingeren og pegefingeren sammen hele vejen ned af spyddet med få mellemrum. Dette formindsker grilltiden. 
  6. Grill spyddet 3-4 min på hver side.  
  7. Læg kebabspyddet inden i et fladbrød, fold brødet over kødet og træk spyddet ud.  
  8. Hak persille groft og drys over kødet, og fordel lidt cheddarost ud over kødet.  
  9. Rul fladbrødet stramt omkring kødet, og grill det til brødet tager lidt farve på hver side.  

Hvidløgsyoghurt

  1. Rør tyrkisk yoghurt sammen med vand og finthakket hvidløg. Smag til med salt.

Tomatsauce

  1. Kom 2 dåser flåede tomater, et halveret stort løg, smør og hakket hvidløg ned i en gryde, og lad det simrekoge i 45 min.  
  2. Blend det hele sammen og smag til.

Hyrdesalat

  1. Hak tomater, tyrkisk peber, rødløg og persille fint og bland sammen. 
  2. Tilsæt saften fra en halv citron, olivenolie og eddike og bland det hele sammen.  

Anretning

  1. Anret ris og hyrdesalat på en tallerken. Skær Beyti-kebaben ud i skiver og placer langs risen, og hæld til sidst hvidløgsyoghurt og tomatsauce sirligt hen over retten. Afiyet olsun!