(©DR)

Boller i selleri

Boller i karry er en nem og elsket hverdagsret, og boller i selleri er en smagfuld søsterret, som sagtens kan opnå samme status på aftensmadsbordet. I programmet Price inviterer lavede Pusle Helmuth boller i karry, mens James Price lavede denne opskrift på boller i selleri. Retten er nem og fyldt med gode grøntsager.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 0 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 1 stk. selleri
  • 2 stk. persillerod
  • 2-3 stk. stængler blegselleri
  • 1 kvist timian
  • 2 stk. laurbærblade
  • 500 g hakket kalv og flæsk
  • 1 tsk. fint salt
  • 2 stk. æg
  • 1 stk. løg
    (stort)
  • 1 knivspids peber
    (friskkværnet)
  • 1 tsk. allehånde
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 3-4 spsk. rasp
  • 2-3 dl sødmælk
  • 2 spsk. hvedemel
  • 2 spsk. smør
  • 1 dl piskefløde
  • 1 kruspersille

Fremgangsmåde

  1. Rør det hakkede kød med salt og tilsæt derpå peber, æg, løget som er fintrevet, allehånde, muskatnød, rasp og sødmælk. Rør farsen grundigt. Den må ikke være for blød. Lad gerne farsen hvile i køleskabet i en times tid før den bruges.
  2. Imens renses selleri og persillerødder og skæres i tern på ca. 1 1/2 cm på hver led. Kog ternene i letsaltet vand sammen med timian og laurbærblade til de er næsten møre. Tilsæt fine tern af blegselleri og lad dem koge med i nogle minutter. Fisk selleri, persillerod og blegselleri op og hold dem varme i en skål. Kasser timian og laurbærblade.

  3. Form farsen til boller af passende størrelse. Det går nemmest med våde hænder. Lav alle bollerne først og læg dem på et fugtigt skærebræt. Kog derefter bollerne i sellerifonden til de kommer op til overfladen. Check evt. en af dem og se, om de er færdige.

  4. Tag bollerne op af suppen og hold dem varme. Hæld kogevandet op i en skål, tør gryden af og sæt den tilbage over ilden.

  5. Smelt smørret og bag melet af i det. Hæld kogevandet i lidt ad gangen og rør godt, så der ikke kommer klumper, tilsæt kogevand, indtil sovsen har en tyk konsistens. Hæld fløde på og smag til med salt og peber. Kom rodfrugter og kødboller tilbage i sovsen og varm det hele igennem. 

  • TIP: Server boller i selleri med kogte aspargeskartofler drysset med persille.