Den lækre kage smager sødt og dejligt af kokos, mens kuglerne på toppen er lavet med kakao. (©DR)

Bounty ø-kage

Tag familien med på tur til en bounty ø med denne kage, hvor sandet er hvidt, havet er turkisblåt og kokosnødderne rasler i brisen!

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 40 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kage

  • 300 g sukker
  • 4 æg
  • 300 g mel
  • 3 tsk. bagepulver
  • Korn fra 1 vaniljestang
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 50 g smør
  • 2 dl mælk

Topping

  • 300 g kokosmel
  • 400 g brun farin
  • 150 g smør
  • 3 dl mælk

Kanonkugler

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 2 spsk. kakao
  • 200 g mel
  • 4 tsk. vaniljesukker
  • 4 æg
  • 5 spsk. rørsukker
  • 1 dl vand

    Fremgangsmåde

    Kage

    1. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål (bagepulver, mel, vaniljesukker) og smør kornene fra vaniljestangen ud i sukkeret.
    2. Pisk sukker og æg luftige og hvide.
    3. Smelt smørret i en kasserolle og tilsæt mælken.
    4. Rør de tørre ingredienser sammen med de piskede æg/sukker og tilsæt herefter det smeltede smør og mælk. Rør godt rundt.
    5. Hæld dejen i en bradepande med bagepapir. Bag den i ca. 18 minutter ved 200 grader – den skal være svagt lysebrun.

    Topping

    1. Smelt smørret og hæld herefter resten af ingredienserne til topping ned i kasserollen, og varm det op til kogepunktet. Du kan se, at det bliver lidt mørkere når den nærmer sig kogepunktet.
    2. Når kagen er bagt ca. 20 minutter i ovnen hælder du forsigtigt topping over og bager yderligere 10 minutter.

    Kanonkugler

    1. Start på kanonkuglerne ved at smelte smørret i en kasserolle. Herefter tilsætter du resten af ingredienserne (sukker, mel, kakao, vaniljesukker og æg) – rør godt rundt med en elpisker.
    2. Varm din cake pop maskine op.
    3. Når maskinen er varm, fylder du hullerne op til kanten og bager herefter kanonkuglerne i ca. 6-7 minutter.
    4. Tag de runde kugler ud og bag flere omgange til du har lavet kugler nok. Vi brugte 48 kugler til vores bounty-ø-kage – altså 48 stykker kage.
    5. Fastgør kuglerne med karamelmasse, som du laver ved at fordele rørsukkeret i et jævnt lag i en kold tykbundet pande (ca. 21 cm i diameter). Lad sukkeret smelte uden omrøring – først to minutter ved kraftig varme og derefter ved jævn varme. Tilsæt vandet og rør rundt indtil karamellen er jævn. Brug en lille klat varm karamelmasse til at fastgøre hver kanonkugle til et stykke kage.