Bornholmsk brændesnude med kjylar. (©DR)

Brændesnude

Brændesnude er som navnet antyder en meget varm suppe, som man nemt kan brænde snuden på - vi anbefaler dog at man blot puster lidt på den i stedet. Suppen består af svinekød, suppeurter og 'kjylar', som er små kartoffelboller, og den serveres gerne med rugbrød og sennep til. Opskriften stammer fra programmet 'Spise med Price - Egnsretter', hvor James og Adam denne gang var nået til Bornholm.

Kødet saltes dagen før.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Brændesnude

  • 1 kg letsaltet svinekød
    (f.eks bov og skank)
  • 250 g hele byggryn
    ((udblødt i vand natten over))
  • 2 l svinefond
  • 1 stk. krydderbuket
    (timian, porretop og laurbærblad)
  • 1 stk. persillerod
  • 0,25 stk. knoldselleri
  • 8 stk. små skalotteløg
    (eller 12-16 perleløg)
  • 1 stk. porre
  • 2 stk. gulerødder
  • 75 svesker uden sten

Kjylar

  • 250 g kogte kartofler
  • 1 spsk. smør
  • 1 stk. æg
  • 6 tsk. hvedemel
  • 0,5 tsk. salt

Tilbehør

  • 4 skiver rugbrød
  • 1 smule sennep

Fremgangsmåde

  1. Dagen før: Kødet skæres i mindre stykker, saltes og sættes på køl. Byggrynene udblødes i vand.

  2. På dagen: Kom kødet i en gryde med ca. 2 l svinefond. Lad det koge op og skum grundigt. Tilsæt den udblødte byg og suppevisken og lad det simre i 2 timer under låg.

  3. Persillerod, gulerod og selleri skæres i tern og løg pilles og det hele tilsættes 1/2 time før kødet er klart, og svesker i små tern koger med de sidste 15 min. Lav kjylarne imens og kom dem på suppen lige inden der serveres. 

  4. Kjylar: Gnid de kogte kartofler gennem en sigte og bland de øvrige ingredienser i kartoffelmosen. Man skal kunne forme små boller af dejen, så det er muligt, at melmængden skal justeres lidt.

  5. Kog bollerne, som cirka skal være på størrelse med en valnød, i letsaltet vand eller bouillon. Når de kommer op til overfladen er de klar. Fisk dem op og kom dem på suppen, som serveres omgående - rygende varm, så man rigtig kan brænde snuden! Server med rugbrød og sennep til.