Burger med fiskedeller, hjemmerørt remoulade og rucolasalat med lakrids. (©DR)

Burger med fiskedeller

Ønsker du at prøve en ny form for burger? Som er fuldstændig hjemmelavet? Prøv en burger serveret i foccaciabrød, fyldt med hjemmelavede fiskefrikadeller, hjemmerørt remoulade og en dejlig sprød rucolasalat med lakrids.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Hjemmelavet fiskefars til fiskefrikadeller

  • 250 - 300 g torsk
  • 250 - 300 g laks
  • 1-2 stk. æg
  • 1 smule rasp
  • 1 smule mælk
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet sort peber
  • 1 bundt finthakket frisk dild
  • 1 stk. rødløg
  • 1 stk. økologisk citron, fintrevet skal
  • 1 smule smør og/eller koldpresset jomfruolivenolie

Hjemmerørt remoulade

  • 1 dåse hjemmerørt mayonnaise
  • 1 smule karry
  • 1 smule gurkemeje
  • 1 spsk. finthakket kapers
  • 1 smule finthakket persille
  • 1 smule agurke/løg relish

Hjemmerørt mayonnaise

  • 2 stk. pasteuriserede æggeblommer
  • 3 dl helt neutraltsmagende olie
  • 1 smule salt

Agurke/løg relish

  • 0,5 stk. almindelig agurk eller drueagurker renset for kerne
  • 1 stk. løg
  • 1 smule lagereddike
  • 1 smule sukker
  • 1 smule salt

Fennikel med lakrids og rucola

  • 1 stk. fennikel
  • 1 håndfuld rucola
  • 1 stk. økologisk citron, friskpresset saft
  • 1 smule koldpresset jomfruolivenolie
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet sort peber
  • 1 smule hårdt lakrids eller en lakridsrod

Friskbagt foccacia

  • 25 g gær
  • 4 dl vand
  • 1,5 spsk. salt
  • 1 sjat koldpresset jomfruolivenolie
  • 1 spsk. honning
  • 400 g hvedemel
  • 400 g speltmel
  • 1 smule olie
  • 1 smule salt
  • 1 smule rosmarin

Fremgangsmåde

Lav hjemmelavet fiskefars til fiskefrikadeller: 

  1. Hak fisken groft med en kniv og bland den med æg, rasp, en slat mælk, salt og peber. Tilsæt derefter en stor håndfuld finthakket dild og rødløg samt friskrevet citronskal. 
  2. Rør farsen godt igennem. Varm fedtstoffet op på panden og form fiskefrikadellerne ved hjælp af en spiseske. Steg fiskefrikadellerne gyldne og sprøde på panden.

Lav hjemmerørt remoulade: 

  1. Finthakkede dampede grøntsager såsom bønner, blomkål, broccoli og gulerødder 
  2. Alle ingredienserne røres sammen og remouladen smages til med lidt salt.

Lav hjemmerørt mayonnaise: 

  1. Æggblommerne røres igennem med en smule salt. Olien tilsættes dråbevis til æggeblommerne mens der røres grundigt så olien absorberes. Hver gang olien er absorberet tilsættes yderligere olie, og når æggeblommerne begynder at tykne kan man tilsætter større og større sjatter af olien. Rør til du har en god tyk mayonnaise, og brug den som base til remouladen.

Lav agurke/løg relish:

  1. Agurk og løg skæres i bittesmå tern. Ingredienserne til eddikelagen, lagereddike, sukker og salt, kommes i en gryde og lagen gives et opkog. Løg og agurketern kommes i lagen og koger op et øjeblik hvorefter det skal køle af i lagen. Si lagen fra inden du bruger relishen i remouladen.

Lav fennikel med lakrids og rucola: 

  1. Fenniklen skæres i tynde skiver og blandes med rucolaen. Det dryppes med citronsaft og olie og drysses med saft og peber. Lakridsen eller lakridsroden rives nu på et skarpt rivejern hen over fennikelsalaten, der må gerne komme en masse på så lakridssmagen bliver meget fremherskende. Salaten kommes i burgeren som det sprøde grønne indslag.

Lav friskbagt foccacia: 

  1. Gæret røres ud i vandet sammen med salt. Når det er godt opløst tilsættes melet lidt ad gangen og du ælter til du har en elastisk dej. Dejen kommes i en skål som dækkes til med plastikfilm og stilles på køl natten over. Næste dag æltes dejen, fordeles i en bradepande så du får et helt fladt brød, og pensles med olie og drysses med salt og rosmarin. Brødet bages i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. 
  2. Lyder det hult når du banker brødet i bunden, så er det færdigt. Brødet køler af på en rist og bruges som brød til burgeren.