Hjemmelavede burgerboller og pølsebrød smager bare bedre! (©DR)

Burgerboller og pølsebrød

I programmet 'Spise med Price - En ristet med et hele' lavede Brødrene hjemmelavet fastfood i alle afskygninger. Hertil hører selvfølgelig en opskrift på burgerboller og pølsebrød.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 6 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 3 dl sødmælk
  • 25 g gær
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk. fint salt
  • 1 spsk. sukker
  • 30 g smør
  • 1 stk. æg
    (til pensling)
  • 1 smule sesam

Fremgangsmåde

  1. Bland gæren i den håndvarme mælk og tilsæt mel, salt, sukker og smørret, som skal være blødt.
  2. Ælt dejen meget grundigt igennem, cirka 10 minutter. Kan eventuelt gøres i røremaskine med dejkrog. Kom dejen i en melet skål, dæk den til og sæt den til hævning i stuetemperatur i cirka halvanden time.
  3. Del dejen i 6-8 stykker, og form dem til boller Læg dem til efterhævning på en bageplade i en halv times tid.
  4. Bollerne pensles med pisket æg, drysses med sesamfrø og bages i en 200 grader varm ovn i cirka 15 minutter. Måske lidt længere, hvis man laver store burgerboller.
  5. Pølsebrød formes af den samme dej. Du kan evt. fordoble mængderne, både burgerboller og pølsebrød fryser meget fint. De laves til dejpølser, gerne ca. på tykkelse med et kosteskaft. Eller halvanden gang tykkere end et normalt stearinlys.
  6. De skal så bare hæve til dobbelt størrelse, så passer de til en typisk pølse. Pølsebrødene skal selvsagt ikke drysses med sesam, med mindre man vil hånes af sine pølsevogns-aficionados.