Gunnars cheesecake med basilikumgele og bagte tomater, som minder ham om sol og sommer i Italien. (©DR)

Cheesecake med basilikumgele og bagte tomater

I Den store Bagedyst 2016 skulle deltagerne bl.a. lave cheesecakes, og Gunnar lavede denne anderledes en af slagsen med basilikumgele og bagte tomater. Kagen er for Gunnar inspireret af sommer i Italien og lækre tomatsalater med mozzarella og basilikum, som han i denne opskrift laver til en helt ny type cheesecake. Du får opskriften her.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kiksebund

  • 250 g digestive kiks
  • 125 g smør
  • 1 tsk. kanel

Ostecreme

  • 200 g flødeost naturel
  • 200 g mascarpone
  • 2,5 dl piskefløde
  • 1 stang vanilje
    (gem den tomme stang til gelen)
  • 80 g flormelis
  • 1 stk. citron, saft og skal heraf
    (økologisk)
  • 5 blade husblas

Bagte tomater

  • 10-12 stk. små cherrytomater med stilk
  • 10 g sukker

Basilikumgele

  • 4 dl vand
  • 2 dl frisk basilikum
    (presset)
  • 3 spsk. sukker
  • 1 stk. citron
  • 1 tsk. agar agar
  • 1 knivspids grøn pastafarve
  • 1 stang vanilje
    (fra ostecremen)

Pynt

  • 10-12 stk. basilikumskud

Fremgangsmåde

  1. Kiksebund:
    Kiksene kommes i en frysepose og knuses med en kagerulle. Kom kiksene i en skål og tilsæt kanel og smeltet smør, som blandes godt. En springform (Ø 22 cm) fores med bagepapir i bunden og kiksemassen kommes i formen og trykkes ud i kanten. Bag i bunden i 10 min. ved 200 grader. 
  2. Når bunden er bagt tages den ud og køles ned, og flyttes over på det fad kagen skal serveres på. Tilpas en kagering til kiksebunden og for den med kagefolie.
  3. Ostecreme:
    Fyld en skål med koldt vand, om kom husblas i. Flæk vaniljestangen og tag kornene ud. Kom lidt flormelis på spækbrættet og bland vaniljen med flormelis.
  4. Flødeost, mascarpone, vaniljesukker og flormelis kommes i en skål og blandes til det er ensartet. Tilsæt citronskal og saften fra citron. Tag husblas og kom det i en gryde, og smelt.Jeg kommer lidt af ostecremen over i gryden, for at temperere husblasen, når den er tilpas kølig, rører jeg husblasen i skålen med ostecreme. Til slut tilsættes 2 ½ dl. let pisket fløde.
  5. Ostecremen hældes over kiksebunden - ostecremen er måske lidt tykflydende og skal lige have lidt hjælp med en ske for at glattes, så den får en pæn overflades. Kagen stilles koldt 60-90 min.
  6. Bagte tomater:
    Skyl tomaterne og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad stilken sidde, da den pynter så fint på tomaten. Drys med lidt sukker og bag tomaterne i 1 time ved ca. 150 grader. Hold dog øje med de ikke bliver sorte. Ovne bager forskelligt. Tomaterne køler på bagepladen til de skal bruges.
  7. Basillikumgele:
    Skyl basillikum og blend det med vandet. Den grønne væske kommes over i en gryde, sammen med sukker, pastafarve , citronsaft, vaniljestangen. Tænd for varmen og drys agar agar i under omrøring. Lad gelen koge et par min.
  8. Gelen køles, vær dog opmærksom på, at gelen tykner ret hurtigt. Gelen kommes på kagen og kagen stilles på køl igen.
  9. Inden servering pyntes kagen med tomaterne og basillikum. Server!





Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2016 - udsendelse 2