Mohammeds cheesecake med jordbær og chokoalde på toppen. (©DR)

Cheesecake med jordbær

I andet program af Den store Bagedyst 2016, skulle deltagerne bage cheesecakes, hvor Mohammed lavede denne cheesecake med jordbær og chokolade på toppen.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kiksebund

  • 250 g Digestive kiks
  • 150 g smør
  • 50 g Toblerone chokolade

Flødeostecreme

  • 3 blade husblas
  • 400 g flødeost naturel
  • 100 g flormelis
  • 1 stk. citron, saft heraf
  • 2,5 dl piskefløde

Jordbærgele

  • 3 blade husblas
  • 300 g jordbær
  • 25 g sukker
  • 3 dl vand
  • 0,5 stk. citron, saft heraf

Fremgangsmåde

  1.  Kiksebund:  
    Tænd ovnen på 175°. Læg kiksene i en frysepose, og knus dem. Smelt smørret ved svag varme, og rør det sammen med de knuste kiks og chokoladen. Tryk kiksemassen ud i bunden af springformen. Sørg for, at overfladen, især kanten, er pænt lige. Bag kiksebunden i ovnen i 10 minutter. Lad den køle helt af i formen 
  2. Flødeostcreme:
    Læg husblassen i blød i en stor skål koldt vand i 20 minutter. Pisk flødeost, flormelis og saften af citronen sammen i en stor skål. Pisk fløden til blødt flødeskum i en anden skål. Smelt husblassen over vandbad ved svag varme.  
  3. Rør halvdelen af flødeskum sammen med den smeltede husblas. Vend resten af flødeskummet sammen med flødeostecremen. Vend til sidst husblas-fløde-blandingen hurtigt sammen med flødeostecremen. Fordel cremen oven på kiksebunden i springformen. Stil cheesekagen i køleskabet, så flødeostecremen stivner. 
  4. Jordbærgele:
    Læg husblassen i blød. Kog frugten i vandet 15-20 minutter. Kom de opblødte husblas, sukker og citronsaft op i en skål. Si frugtblandingen så saften ender i skålen med sukker. Rør rundt så alt sukker og husblas opløses. 
  5. Lad det køle til stuetemperatur (ca. 2 timer) inden du bruger det, og kom det så på cheesekagen og i køleskabet. Jo længere det er i køleskabet, jo mere solidt bliver det. 
  6. Anretning:
    Pynt det evt. med noget jordbær og Toblerone stykker på toppen.