Prøv denne enkle opskrift på en lækker og frisk chilisauce. Du får helt sikkert varmen. (©DR)

Chilisauce i tre grader

Her får du en opskrift på tre forskellige chilisauces, som Timm Vladimir laver sammen med en mand fra Vestafrika i programmet 'Timm og gryderne'. I denne opskrift bruges der habanero chilier. Disse chilier kan sagtens skiftes ud med andre slags chilier efter eget valg. I habanero chilierne ligger styrken forskelligt alt efter hvilken farve chili, man vælger. De grønne er de mildeste, de røde er stærkere end de grønne, og de gule smager dejligt frisk af citrus, men er også de stærkeste. Go' fornøjelse.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 15-10 stk. habanero chilier i valgfri farver, med kerner
  • 5 stk. tomater
  • 1 stk. løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 smule solsikkeolie
  • 1 smule salt
  • 1 smule eddike

Fremgangsmåde

  1. Blend chilier, tomater, løg, hvidløg, salt og eddike i en blender. Pas på når du åbner låget, det river i luftrøret. Kom chilimassen i en gryde og hæld lidt olie ved. Lad det simre i 5-10 minutter og fyld så saucen på et patentglas.
  2. Hæld olie på så det dækker og køl saucen helt ned eller server saucen med det samme.