Mette Blomsterbergs chokoladeis er en skøn dessert til både hverdag og fest. Foto: DR (©DR)

Chokoladeis med sprøde nødderuller

Mette Blomsterbergs vidunderlige opskrift på en perfekt hjemmelavet lavet chokoladeis uden ismaskine. Hun lavede den lækre chokoladeis ig programmet 'Det søde liv', hvor isene blev pyntet med en knasende sprød nougatrulle.

Skal fryse i minimum tre timer - gerne natten over.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

Chokoladeis

  • 0,5 stk. polynesisk vaniljestang
  • 100 g pasturiserede æggeblommer
  • 75 g god mørk chokolade
  • 3 dl piskefløde
  • 50 g mørk chokolade
  • 80 g sukker

Sprøde nødderuller

  • 50 g sukker
  • 50 g hasselnøddekerner
  • 50 g smør
  • 50 g glukose
  • 25 g hvedemel

Pynt

  • 15 g frysetørrede hindbær

Fremgangsmåde

  1. Lav chokolade-flødeisen:
    Sæt de udvalgte forme i fryseren. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad.
  2. Pisk vaniljesukker, sukker og æggeblommer til en tyk, hvid æggesnaps. Hak chokoladen fint og smelt den forsigtigt over et varmt, men ikke kogende, vandbad til chokoladen er 45-50 grader varm.
  3. Pisk fløden til let skum og hak de 50 gram chokolade fint. Kom nu den 45-50 grader varme, smeltede chokolade op i æggesnapsen og pisk kraftigt. Tilsæt 1/3 af den letpiskede fløde og pisk igen kraftigt. Kom nu resten af fløden, samt den finthakkede chokolade i og vend det hele forsigtigt sammen.
  4. Fyld iscremen i de kolde forme og stil dem straks tilbage i fryseren. Indfrys chokolade-flødeisene i minimum 3 timer eller gerne tildækket til næste dag.
  5. Bag de sprøde nødderuller og "crunch" til drys:
    Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Sæt 4 runde kugler af dejen af med god afstand til hinanden på en bageplade beklædt med en bagemåtte eller bagepapir. Tryk kuglerne let flade og bag dem i en 160 grader varm ovn til de er let gyldne, 5-7 minutter - afhængigt af ovnen.
  6. Tag dem ud af ovnen, og læg dem straks hen over en rullepind eller lignende. Fold dem sammen til en rulle. Gentag med 4 mere på præcis samme måde.
  7. De flotteste 6 nødderuller skal bruges til at lægge oven på hver dessert ved anretningen. De øvrige 2 stk. knuses fint og bruges til "crunch" til anretningen.
  8. Anretning:
    Stil 6 flotte tallerkener klar. Drys med lidt "crunch" og frysetørrede hindbær i bunden af hver tallerken. Befri isene fra formene og stil hver af dem oven på crunchen - tryk dem let fast. Lad isene temperere let i 5-10 minutter, afhængigt af hvor kolde de er. Læg de sprøde nødderuller sirligt ovenpå isene og server straks.