Blød chokoladekage med skøn nutellacreme - man kan ikke andet end at elske den her kage. Foto: DR (©DR)

Chokoladekage med skøn creme af nutella og mascarpone

En helt enkel chokoladekage i en bradepande bliver lige et hak lækrere med den skønne creme af nutella og mascarpone. Den smager fantastisk og er fantastisk nem at bage.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 8 pers.

Kok og program

Ingredienser

Chokoladekage

  • 140 g smør
  • 260 g sukker
  • 3 stk. æg
  • 250 g mel
  • 50 g kakao
  • 1 dl mælk
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 dl vand

Nutellacreme

  • 250 g nutella
    (Eller anden nødde- chokoladecreme)
  • 250 g mascarpone

Pynt

  • 50 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Pisk smør og sukker godt sammen og tilsæt æggene et adgangen og rør, til massen er glat.  
  2. Rør mel, kakao, vaniljesukker, bagepulver og mælk i og rør dejen glat. 
  3. Tilsæt til sidst kogende vand – hold evt. lidt tilbage, dejen skal have en tyktflydende konsistens. 
  4. Fordel dejen i en bradepande og bag ca. 30 minutter ved 180 grader. Køl kagen helt af – gerne i køleskab. 
  5. Skær kagen i fire kvarte. 
  6. Rør nutella og mascarpone godt sammen. 
  7. Smør den første bund med lidt creme, læg en ny bund på og fortsæt, så man til sidst har de fire bunde stablet ovenpå hinanden med creme imellem.  
  8. Slut af med lidt creme. Lad kagen køle af i køleskab, skær ud i portionsstykker og pynt med chokoladespåner. Bemærk, at kagestykkerne godt kan blive lidt vakkelvorne, når cremen bliver stuetemperatur, så du kan med fordel stikke et træ-grillspyd i hvert stykke, når du skærer dem ud.