Chokoladeroulade med røde hjerter og hindbærsauce
Skøn chokoladeroulade, som er dækket med hjerter og bliver overhældt med hindbærsauce
Tilberedningstid:
2 timer
Antal portioner:
8 pers.
Kok og program
Ingredienser
Dej til hjerter
- 1 stk. æg
- 65 g sukker
- 40 g mel
- 0,5 tsk. bagepulver
- 0,5 tsk. vaniljesukker
- 1 smule rød pastafarve
Dej til roulade
- 3 stk. æg
- 200 g sukker
- 120 g mel
- 2 tsk. bagepulver
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 spsk. kakao
Fyld
- 3 dl fløde
- 200 g Toblerone-chokolade
- 1 bakke friske hindbær
Hindbærsauce
- 150 g frosne hindbær
- 2 tsk. vaniljesukker
- 0,5 dl sukker
- 1 smule maizena
Fremgangsmåde
Lav dej til hjerter:
- Pisk æg luftigt og tilsæt sukker. Pisk herefter videre indtil sukkeret ikke længere kan mærkes i æggemassen. Tjek gerne mellem 2 fingre.
- Sigt og vend mel, bagepulver og vaniljesukker i æggemassen. Tilsæt den røde farve (jeg har brugt Christmas Red fra Wilton). Kom dejen i en sprøjtepose med en tynd tyl eller klip et lille hul i posen.
- Læg bagepapir i en bradepande og spray lidt margarine på papiret. Optegn hjerterne og fyld dem ud med dejen. Når du har det ønskede antal hjerter, så sæt bradepanden i fryseren i mindst 20 minutter.
Lav dej til roulade:
- (Mens hjerterne er i fryseren)
- Pisk æg luftigt og tilsæt sukker. Pisk herefter videre indtil sukkeret ikke længere kan mærkes i æggemassen. Tjek gerne mellem 2 fingre.
- Sigt og vend mel, bagepulver, kakao og vaniljesukker i æggemassen. Fordel dejen ud over hjerterne.
- Bages ved 250 grader i ca. 5-6 minutter.
- Læg rouladen på et fugtigt viskestykke når den er bagt, så er den nemmere at få af bagepapiret. Lad den køle af.
Lav fyld:
- Smelt Tobleronen over et vandbad. Lad den køle af (den skal have hånd temperatur). Pisk fløden stiv og vend forsigtigt den afkølede Toblerone i fløden. Gem lidt til pynt.
- Fordel fyldet på rouladen. Læg bær i og rul den forsigtigt sammen, brug bagepapiret til at rulle den sammen med. Sættes herefter på køl 1/2 - 1 time.
Lav hindbærsauce:
- Kog hindbær, vaniljesukker, og sukker i en gryde. Når det har kogt ca. 5-10 minutter, jævnes det lidt. Pas på det ikke bliver for tykt.
Lav pynt:
- Pynt rouladen med Toblerone-toppe og sæt et frisk hindbær på. Server med hindbærsauce.