De smukke kransekager smage ligeså godt som de ser ud. (©DR)

Citronkransekage

Disse smukke citronkransekager lavede Emil i det første program af Den store bagedyst 2018. Emil elsker kransekage og synes at kombinationen af citron, hvid chokolade og timian klæder hinanden rigtig godt. Gør ham kunsten efter og vurder selv.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kransekage

  • 450 g marcipan
  • 100 g flormelis
  • 100 g æggehvide

Mørdej

  • 150 g mel
  • 75 g blødt smør
  • 50 g flormelis
  • ½ æg

Lemoncurd

  • 1 blad husblad
  • 2,7 økologiske citroner, saft og skal
  • 2 æg
  • 115 g sukker
  • 10 kviste frisk timian
  • 50 g smør

Pynt

  • 250 g hvid chokolade
  • 50 g kakaosmør
  • 2 økologiske citron, skal heraf
  • frisk timian
  • evt. lidt bladguld

Fremgangsmåde

Kransekage

  1. Tænd ovnen på 200° alm. ovn.
  2. Rør æggehviderne og sukker sammen.Dette tilføres lidt ad gangen til marcipanen i en røremaskine med spatel.
  3. Massen sprøjtes i en smurt silikoneform med donut-formede huller og bages ved 200° alm. ovn i 14 min. 
  4. Kagerne vendes derefter ud af formen og bages igen, nu ved 250° alm. ovn i 6 minutter til de er flot gyldne.

Mørdej

  1. Alle ingredienser blendes kort sammen i en foodprocessor og samles med hænderne på bordet. Pakkes i film og stilles på køl til dejen er fast.
  2. Rul tyndt ud og udstik cirkler med en diameter på 6,9 cm.
  3. Bages i 12 min ved 200° alm. ovn.

Lemoncurd

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Sukker og timianblade mortes sammen.
  3. Citronsaft, citronskal, æg, sukker og timian piskes i en gryde ved middel varme.
  4. Når massen tykner, som en vaniljecreme, tilsættes smør i små klumper. Curden varmes yderligere til den er tyk.
  5. Smelt husblassen i curden.
  6. Hæld derefter curden over i et fad, som dækkes med film (helt til overfladen) og sættes på køl.

Hvid chokolade

  1. Chokolade og kakaosmør hakkes fint, kommes i en skål og varmes i mikroovn ved 600 W i 20 sekunder. Herefter tages chokoladen ud og røres i. Gentag til halvdelen af chokoladen er smeltet, og der stadig er klumper, som røres stille og roligt ud i den varme, smeltede chokolade.

Samling

  1. Kransekagerne skæres til, så de har flad bund.
  2. Brug den hvide chokolade til at lime kransekagen fast på mørdejsbunden.
  3. Bunden af kagen dyppes forsigtigt i chokoladen.
  4. Kransekagen fyldes med lemoncurd.
  5. Noget chokolade kommes i et kornet med et meget lille hul. Chokoladen sprøjtes i striber over kagen.
  6. Pynt med revet citronskal, timianblade og bladguld.

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2018 - Afsnit 1