Elsker du kartoffelmos? Så vil du også elske colcannon! (©DR)

Colcannon

Irerne er meget glade for deres colcannon. Så glade at den optræder i en sang (The little skillet pot) Og det er da også en usædvanlig lækker kartoffelmos med “fyld”. Hvis man kommer skinken i den, kan den sagtens klare sig som selvstændig ret.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 7 pers.

Ingredienser

  • 1,5 kg melede kartofler
  • 5-6 spsk. smør
    (+ ekstra til servering)
  • Cirka 300 g grønkål
  • 4-5 forårsløg
  • 250 g god kogt, røget skinke
  • 2 dl (syrnet) fløde
    (eller creme fraiche)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Kog kartoflerne helt møre i usaltet vand.

Hak grønkålen groft. Smelt halvdelen af smørret i en stor gryde og kom kålen i. Lad den stege til den falder sammen og har afgivet lidt af sin væske. Skær forårsløg i tynde ringe og kom dem i gryden. Lad den stege med i nogle minutter. Skær skinken i små tern og kom også dem i gryden. Hæld derpå fløden i gryden og lad den koge op. Kom kartoflerne ved og mos dem sammen med det øvrige. Tilsæt smør og smag til med salt og peber.

Kom mosen i en serveringsskål, lav en lille fordybning i midten og kom det sidste smør i.