(©DR)

Den tilsandede kirkekage

En flot kage der indeni smager af en gammeldags isvaffel og udenpå forestiller den tilsandede kirke i Skagen.

Tilberedningstid: 3 timer, 30 min. Antal portioner: 0 pers.

Kok og program

Ingredienser

Pekan-cookie bund

  • 50 g mel
  • 50 g sukker
  • 50 g smør
  • 50 g ristede pekannødder
  • 1/4 tsk. bagepulver

Melfri brownie

  • 100 g mørk chokolade
  • 50 g smør
  • 100 g sukker
  • 2 stk. æg

Flødebolleskum med vanilje

  • 75 g sukker
  • 40 g glukosesirup
  • 30 ml vand
  • 1/2 stang vanilje
  • 50 g æggehvide
  • 1 spsk. sukker

Havtorn/hyben mousse

  • 100 g havtorn
  • 250 g hyben
  • Citronsaft fra en halv citron
  • 1,5 dl vand
  • 80 g æggeblomme
  • 80 g sukker
  • 3 dl fløde
  • 4,5 blade husblas

Mørdejskirke

  • 225 g mel
  • 2 spsk. flormelis
  • 120 g koldt smør
  • 1 stk. æggeblomme
  • 2 spsk. vand
  • Hvid velvetspray
  • 100 g isomalt

Chokoladebånd

  • 200 g hvid chokolade
  • 1/2 tsk. knust vanilje

Buske

  • 40 g mel
  • 40 g sukker
  • 4 tsk. bagepulver
  • 2 æg
  • Lysegrøn og mørkegrøn pulverfarve

Sand

  • Et par digestive eller isvafler

Fremgangsmåde

Pekanbund

  1. Hak dine nødder fint i en minihakker.
  2. Kom alle ingredienser i en skål og ælt sammen med hænderne.
  3. Fordel din dej i en kagering på 22 cm.
  4. Bag ved 190 grader i ca. 10-15, alt efter hvor sprød du ønsker den.

Brownie

  1. Smelt chokolade og smør sammen.
  2. Rør sukker i den smeltede chokolade.
  3. Rør dine æg i chokolademassen. Rør godt indtil du har en homogen masse.
  4. Kom i en springform på 22 cm beklædt med bagepapir og smurt med fedtstof.
  5. Bag ved 180 grader i ca. 15min. Den skal være lidt klæg indeni.

Flødebolleskum

  1. Kom vanilje, sukker, glukose og vand i en lille gryde og kog det op, til det rammer 118 grader.
  2. Pisk æggehvider og 1 spsk sukker stive.
  3. Hæld den varme sirup i de stive æggehvider i en tynd stråle, imens du pisker med høj hastighed.
  4. Når al siruppen er hældt i, pisker du videre i et par minutter, til du har en sej og luftig skum.
  5. Kom i en sprøjtepose med tyl på 1-1,5 cm.

Hyben/havtorn mousse

  1. Start med at lave en havtorn/hyben puré.
  2. Kom havtorn, hyben, citronsaft og vand i en lille gryde og kog det op. Lad det simfre i et par minutter, til hyben og havtorn er møre.
  3. Stavblend massen og sigt kornene fra.
  4. Lad det køle af.
  5. Udblød din husblas i koldt vand i ca. 10 min.
  6. Kom ca. 70 g puré i en lille gryde (hvis den er for tyk, tilføj lidt vand) og kog det op.
  7. Smelt husblas i den varme puré.
  8. Kom 140 g puré i en stor skål.
  9. Kom den varme puré ned til den kolde puré og rør godt sammen. Det burde nu have håndtemperatur.
  10. Pisk æggeblommer og sukker luftige og vend i puréen.
  11. Pisk din fløde til en let skum og vend i havtornmassen.

Kirke

  1. Kom mel, flormelis og koldt smør i en skål og smuldr smørret ud i melet med fingrene (evt. brug en røremaskine og K-spaden).
  2. Når al smørret er smuldret, og det minder om grovkornet sand, hæld da æggeblommer og vand i melet og bland det godt, til dejen samler sig.
  3. Rul dejen ud mellem 2 stk. bagepapir til ca. 2-4 mm.
  4. Skær kirken ud med skabeloner (som du har lavet på forhånd).
  5. Frys dine kirkevægge, før du bager dem, så de holder formen i ovnen.
  6. Bag på 190 grader i ca. 5-10 min. De skal ikke blive for mørke.
  7. Lad dem køle af.
  8. Når din kirke er kølet af, sprøjter du vægge med velvet spray og samler med isomalt.

Buske

  1. Bland 20 g mel, 20 g sukker , 2 tsk bagepulver og lysegrøn pulverfarve i en lille skål.
  2. Pisk ægget i.
  3. Kom i mikroovnen på fuld knald i 2 min.
  4. Lad det afkøle.
  5. Gør det samme med mørkegrøn pulverfarve.
  6. Når de er kolde, kan du rive fra hinanden i den størrelse buske, du ønsker.

Sand

  1. Hak dine kiks/isvafler til fint sand.

Samling

  1. Beklæd kagering på 22cm med kageplast.
  2. Kom cookiebund i bunden med brownie ovenpå.
  3. Læg et lille lag mousse ovenpå og sprøjt derefter flødebolleskum ovenpå og top det med mousse.
  4. Lad den sætte sig.
  5. Når den har sat sig, pynter du med sand, buske, kirke ovenpå og chokoladebånd rundt om.