Her får du opskriften på en japansk version af den klassiske burger ebi katzu med rejer og tomatsalsa. Foto: DR (©DR)

Ebi katzu burger med tatarsauce og tændstikkartofler

Denne japanske ebi katzu burger er lavet af rejer, hjemmelavet tomatsalsa, tatarsauce og tændstikkartofler.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Rejeburger

  • 500 g rå rejer
  • 4 stk. forårsløg
  • 1 spsk. sake
  • 2 spsk. mayonnaise
  • 2 spsk. maizena
  • 1 smule panko
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber
    (1)
  • 1 smule neutral olie

Tomatsalsa

  • 3 stk. tomater
  • 1 stk. rød peber
  • 1 stk. rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk. basilikum
  • 1 stk. chili
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 smule chiliflager
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber
  • 1 smule sukker

Tatarsauce

  • 200 g mayonnaise
  • 2 spsk. creme fraiche
  • 1,5 spsk. kapers
  • 2-3 stk. cornichoner
  • 1 spsk. løg
  • 1 spsk. purløg
  • 1 spsk. persille
  • 0,5 spsk. dijonsennep
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Tændstikkartofler

  • 1 kg kartofler
  • 1 smule fritureolie
  • 1 smule salt

Fremgangsmåde

Lav først selve rejeburgeren: 

  1. Skær halvdelen af rejerne i mindre stykker. Hak den anden halvdel ganske fint, nærmest som en fars. Rør resten af ingredienserne i. Panko tilsættes til farsen begynder at blive lidt fast at arbejde med. Sæt farsen i fryseren i 10-15 minutter.
  2. Form derpå fire "burgere" og vend dem i panko. Steg dem i rigelig neutral olie til de er gyldenbrune og sprøde.

Herefter laves tomatsalsa: 

  1. Skold tomaterne og fjern skind og kerner. Hak tomatkød, rød peber, rødløg og hvidløg i ganske fine tern og bland det hele godt. 
  2. Rør en marinade af olivenolie og citronsaft og smag til med salt, peber og sukker. Vend marinaden i det øvrige og lad salsaen trække i køleskabet i en times tid.

Lav tatarsaucen: 

  1. Rør mayonnaise og creme fraiche sammen. Hak alle ingredienser ganske fint og kom dem i mayonnaisen. Smag til med sennep, salt og peber.

Lav tændstikskartofler: 

  1. Kartoflerne skrælles og rives i tynde strimler, som tændstikker. Dette kan enten gøres på en mandolin eller i en foodprocessor med det grove råkost skær sat i. 
  2. Kartoffelstrimlerne skylles grundigt i flere hold koldt vand, så melstoffet trækkes ud, og tørres så godt i et viskestykke. Frituren skal være ganske varm inden kartoflerne kommes i lidt af gangen. Der må ikke være alt for meget friture i gryden og pas endelig på ikke at komme for mange kartofler i ad gangen. 
  3. Når kartoflerne er gyldne og sprøde fiskes de op og drypper af på bølgepappet og drysses med lidt salt. Efterhånden som de bliver færdige, kommes de op i et stort ildfast fad, som står på ganske svag varme i ovnen.

Endvidere: 

  1. Godt surdejsbrød, 4 almindelige skiver og fire ganske tynde. Brødet skal være så stort, at der kan udstikkes cirkler i samme størrelse som reje-burgerne. Brødet pensles med lidt olivenolie og ristes let. Hjertesalat og rucola er også lækkert til.

Anretning: 

  1. Læg en tyk skive ristet brød på tallerkenen, derpå en skefuld tomatsalsa, så hjertesalat, derpå en reje-burger toppet med tartarsauce og endelig lidt rucola. Afslut med en tynd skive ristet brød. Server med pommes d'alumettes.