Nytårskagen er fuld af eksotiske smage, og bringer tankerne til varmere himmelstrøg. (©DR)

Eksotisk Nytårskage

Både Jacob og Casper har en forkærlighed for at rejse, og deres kage for år 2017 repræsenterede derfor de mange rejser, som de hver især har været på i det forgangne år. De har samlet indtryk og smagsoplevelser sammen, og det blev til dette mesterværk af en nytårskage fyldt af eksotiske ingredienser som kokoks, lime, passionsfrugt og kvæde. Du får deres opskrift her.

Tilberedningstid: 4 timer Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Chokolade kefir-bund

  • 2 dl mel
  • 1 æg
  • 1 dl sukker
  • 1 dl kerfir eller kærnemælk
  • 1 dl solsikkeolie
  • 4 spsk. kakao
  • 1 tsk. bagepulver

Kokosfyld

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 150 g friskrevet kokos
    (kan erstattes med kokosmel)

Limemousse

  • 10 lime, saft heraf
  • 4 lime, skal heraf
  • 4 1/2 blade husblas
  • 6 dl piskefløde
  • 6 spsk. sukker

Passionsmousse

  • 6 passionsfrugter
  • sukker efter smag
  • 2 1/2 blade husblas
  • 4 dl piskefløde

Kvæde/Æble kaviar

  • 2-3 kvæder eller syrlige æbler
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. timutpeber
  • 1 tsk. agar agar
  • 2 1/2 blad husblas
  • 7 dl smagsneutral olie
    (iskold)

Serpentiner tuiles

  • 100 g smør
  • 1 dl æggehvide
  • 100 g flormelis
  • 100 g mel
  • lidt pastafarve efter ønske

Chokoladebrud

  • 200 g mørk chokolade, mindst 60%

Broken gel

  • 4 stk. lime
  • 50 g sukker
  • 1 tsk. agar agar

Tilbehør

  • Eksotisk frugt

Fremgangsmåde

Chokolade kefir-bund

  1. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
  2. De tørre ingredienser blandes. De våde ingredienser piskes sammen til en ensartet masse, hvorefter de tørre røres i.
  3. Dejen bages i en rund form med en diameter på 16 cm i ovnen i ca. 15 minutter. Den skal være saftig og fugtig.

Kokosfyld

  1. Flæk kokosnødderne og skræl det inderste mørke lag væk. Riv kokosnødderne på et rivejern – alternativt kan kokosmel benyttes. 
  2. Bland kokos med kondenseret mælk og fordel på den afkølede bund.

Passionsmousse

  1. Skrab kødet ud af alle passionsfrugterne. Fjern gerne hinderne. Tilsæt en smule sukker, hvis du synes.
  2. Udblød 2,5 blade husblas i koldt vand.
  3. Pisk 4 dl fløde til blødt skum.
  4. Smelt husblas over vandbad og rør passionssaften heri. Vend forsigtigt flødeskummet i.
  5. Fordel moussen ovenpå kokosfyldet. Lad det sætte sig.

Limemousse

  1. Pres saften ud af alle 10 lime. Tilsæt sukker.
  2. Udblød 4,5 blade husblas i koldt vand.
  3. Pisk 6 dl fløde til blødt skum.
  4. Smelt husblassen over vandbad og bland limesaften heri.
  5. Vend forsigtigt flødeskummet heri.
  6. Fordel moussen over den stivnede passionsmousse og sørg for, at der er en glat overflade. Vær opmærksom på at moussen skal skjule bunden. Man kan således ikke se, at der er en bund i kagen, når ringen fjernes.
  7. Sæt kagen koldt til den ”sætter sig”.

Kvæde/Æblegele kaviar

  1. Skær kvæden eller æblerne ud i mindre stykker, og kog dem med en smule vand, til de er møre og der er kommet saft ud af frugterne.
  2. Passer saft og frugt gennem et klæde og kog op med sukkeret.
  3. Pulveriser ½ tsk timutpeber i en morter og kom dette i saften.
  4. Kog saften op i ca. 1 minut med agar agar. Lad dette afkøle lidt inden det fyldes i en pipette, sprøjte eller sprøjtepose.
  5. Tag olien som du har haft stående i køleskabet længe, således den er kold og hæld den på i et stort højt glas. Dryp nu forsigtigt små dråber af saften ned i olien. Skyld dråberne under koldt vand i en sigte. De er nu klar til brug.

Serpentiner tuiles

  1. Smelt smørret.
  2. Rør æggehvider sammen med mel og flormelis. Bland smørret heri.
  3. Del dejen i flere portioner og farv hver portion med pastafarve.
  4. Smør dejen ultra tyndt ud på bagepapir. Brug eventuelt en skabelon du kan lave af et stykke karton eller pap for at få en aflang smal rektangulær form.
  5. Bag tuiles i ovnen ved 175 grader i 4-5 minutter. Tages straks ud af ovnen og vikles om en tyk træpind eller anden rund form for at opnå den karakteristiske serpentiner facon.

Chokoladebrud

  1. Temperer den mørke chokolade.
  2. Fordel chokoladen i et jævnt tyndt lag på en bageplade beklædt med bagepapir.
  3. Sæt chokoladen til afkøling.
  4. Når chokoladen er stivnet, brækkes der ukurante stykker af. Opbevar bruddene køligt indtil kagen skal pyntes. Dine brud kan dekoreres efter fri fantasi.

Broken Gel

  1. Pres saften ud af limefrugterne og tilsæt sukkeret.
  2. Kog saften op med agar agar. Det skal koge i mindst 1 minut. Stil koldt.
  3. Efter noget tid på køl vil saften være stivnet til en hård gelé .
  4. Geléen piskes med et piskeris eller gaffel. Geléen skal være mulig at sprøjte ud gennem en sprøjtepose. Hemmeligheden ved en broken gel er, at den har konsistens som en blød gelé, men samtidig vil den holde sin form ved sprøjtning.

Pynt og anretning

  1. Befri kagen fra ring og kageplast.
  2. Stik chokoladebruddene ned i midten af kagen – gerne meget vildt og vilkårligt.
  3. Fordel saft-kaviarene rundt på kagen.
  4.  Sprøjt små dråber broken gel på kagen.
  5. Pynt også med dine serpentiner tuiles, som du synes ser bedst ud.
  6. Kagen er nu klar til servering. Server gerne med masser af eksotisk frugt til!