Et skønt farsbrød serveret katareller og kartofler er dejlig mad til middagsbordet. (Foto: Rasmus Linaa ©DR)

Farsbrød med kantareller og sennepsstuvede kartofler

Denne lækre opskrift på farsbrød minder en anelse om en forloren hare, men farsbrødet har et lækkert fyld af svampe, løg og persille, og så bliver det serveret med de lækreste sennepsstuvede kartofler. En anderledes opskrift på forloren hare med et tvist. Kantarellerne kan erstattes med champignons.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

Farsbrød

  • 300 g kantareller
  • 2 stk. løg
  • 2 spsk. smør
  • 1 dl persille
  • 4 skiver franskbrød
  • 1,5 dl mælk
  • 1 stk. æg
  • 800 g hakket svin og kalv
  • 300 g bacon
  • 1,5 tsk. salt
  • 1 knivspids peber

Sennepsstuvede kartofler

  • 2 spsk. smør
  • 1 stk. løg
  • 0,5 spsk. kapers
  • 3 spsk. hvedemel
  • 3 dl mælk
  • 2 spsk. sød grov sennep
  • 0,5-1 tsk. salt
  • 1 knivspids peber
  • 400 g kartofler
    (kogte)
  • 100 g syltede perleløg

Fremgangsmåde

  1. Farsbrød:
    Indstil ovnen på 175 grader. Skær kantarellerne i mindre stykker og finhak løget. Svits svampe og halvdelen af løget i smør. Krydr med salt og peber. Tag det af varmen og bland den grofthakkede persille i. 

  2. Skær skorperne af franskbrødskiverne og bland brødet sammen med mælk og æg. Rør det til en blød blanding. Bland farsen i og resten af det hakkede løg. Krydr med salt og peber.

  3. Form farsen til et "brød" og læg det på en smurt plade eller i et ildfast fad. Flæk " brødet " og fyld svampeblandingen ned i og saml farsen igen, så svampeblandingen dækkes af fars. Læg baconskiverne hen over farsbrødet og kom enderne ind under farsbrødet, så det holdes sammen.

  4. Farsbrødet skal bages i ovnen i 40-45 minutter og er færdig, når kødsaften er klar.

  5. Sennepsstuvede kartofler:
    Smelt smørret i en gryde og bland løg og kapers i. Drys melet over. Hæld mælken over og pisk til det får en lind konsistens. Spæd evt. til med mælk, hvis du synes, at saucen er for tyk. Lad det koge i et par minutter, så melsmagen forsvinder.

  6. Rør sennepen ud i og smag til med salt og hvid peber. Skær kartoflerne i mindre stykker og bland det i stuvningen. Rør de syltede perleløg i. Skær 2 cm skiver af farsbrødet og server med kartoffelstuvningen.