De små appetizers er lækre til en festlig aften som nytår. (©DR)

Filoskåle med avokado og rejer & blinis med laks og dildcreme

I Den store Jule- og Nytårsbagedyst 2017 lavede Nip og Lucia disse to slags appetizers til nytårsaften. Den ene slags som små filodejsskåle med avocadocreme med mango og marinerede rejer, og små fine blinis med røget laks, en dildcreme, stenbiderrogn og en karamelliseret tuile på toppen. Se det er festligt!

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Filodejskskåle

  • 1 æg
  • 1 dl olie
  • 1/4 tsk. salt
  • 1 tsk. citronsaft
  • 125 g græsk yoghurt 10%
  • 1 tsk. bagepulver
  • 375 g hvedemel

Avokadocreme

  • 2 store avokado
  • lidt citronsaft
  • salt efter smag

Marinerede rejer

  • 300 g friske rejer
  • chili, hvidløg og citron efter smag

Syltede rødløg

  • 1 stort rødløg
  • 1 citron
  • salt efter smag

Dekoration

  • 1 moden mango
  • frisk koriander

Blinis

  • 5 g gær
  • 1 dl vand
  • 1 dl sødmælk
  • 2 dl boghvedemel
  • 1 æggeblomme
  • 1/2 dl piskefløde
  • 30 g hvedemel
  • lidt salt og sukker
  • 30 g smeltet smør
  • 1/2 dl piskefløde, pisket til skum
  • 1 æggehvide

Karamelisseret tuiles

  • 75 g smør
  • 75 g sukker
  • 45 g hvedemel
  • lidt sort farve

dildcreme

  • 400 g creme fraiche 38%
  • friskhakket dild
  • salt, peber og citronsaft

Dekoration

  • 400 g røget laks
  • 1 stort rødløg
  • 1 glas stenbidderrogn

Fremgangsmåde

FILODEJSKÅLE MED AVOCADOCREME, REJER OG MANGO 

Filodejskåle

  1. Start med at tænde ovnen på 230 grader.
  2. Æg, olie, salt, citronsaft, græsk yoghurt og bagepulver blandes i en skål.
  3. Tilsæt herefter mel og ælt dejen til den er lind og fin. Del den i to og lad dem hæve i ca. 15 minutter.
  4. Rul dejen ud og skær dem i kvadrater.
  5.  Læg hvert kvadrat ned i en mini-muffins form. Prik huller i dejen med en gaffel og bag dem på en bageplade i ca. 10-12 minutter. Lad dem herefter køle helt af (OBS! Lav nogle ekstra, hvis nu nogle af dem skulle knække eller komme til at se besynderlige ud under bagningen).

Avokadocreme

  1. Blend avocadoerne til en lind creme og smag til med salt og citron. Hældes i en sprøjtepose inden anretningen.

Marinerede rejer

  1. Rejerne koges hurtigt op og pilles efterfølgende. 
  2. Læg rejerne i en marinade af citron, fint frisk chili og hvidløg efter smag. Det må gerne smage af noget, så vi foreslår et godt stykke chili.

Syltede rødløg

  1. Løget skæres fint ud og der tilsættes citronsaft og salt.
  2. Lad det trække i en skål i ca. 30 minutter.

Dekoration og anretning

  1. Sprøjt en dut avocadocreme i hver af de 15 filodejsskåle.
  2. Læg lidt rejer og syltede rødløg i dem alle.
  3. Skær mango i mini-tern og læg også dem og lidt koriander ovenpå.

BLINIS MED LAKS OG KARAMELISERET TUILES

Blinis

  1. Rør gær ud i lunkent vand.
  2. Tilsæt mælk og boghvedemel, og pisk dejen helt glat. Lad den hæve min. 1 time.
  3. Tilsæt æggeblomme, fløde, hvedemel, salt og sukker. Rør det smeltede smør i dejen og bland til sidst pisket fløde og hårdtpisket æggehvide i dejen.
  4. Bages på et blinis jern og lægges til side for at køle af.

Karamelisserede tuiles

  1. Rør alle ingredienserne godt sammen og spred det, med en paletkniv, ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
  2. Bag den i 6-7 minutter ved 175 grader.
  3. Bræk den karamelliserede tuiles i mindre stykker (min. 15 stk) og læg dem til side.

Dildcreme

  1. Pisk cremefraiche (vigtigt at det er 38%) nogenlunde stift og tilsæt citronsaft, salt, peber og finthakket dild efter smag.
  2. Hæld det hele på en sprøjtepose med stor takket tyl.

Dekoration og anretning

  1. Udstik 2 små runde cirkler af røget laks til hver af de 15 blinis pandekager og læg dem på.
  2. Sæt herefter en dut dilcreme på hver af dem.
  3. Hak rødløget helt fint og læg det på hver af de 15 appetizers, sammen med lidt stenbiderrogn.
  4. Sæt et stykke af det grå-sorte karamelliseret tuiles oveni hver og herefter et lille stykke frisk dild.
  5. Server!