Football-kage med peanutbutter og jordbær-jam-mousse
Denne flotte football-kage består af bunde med peanutbutter og en lækker jordbær-jam-mousse. Lisette lavede denne flotte kage, da der var USA-tema i 6. sæson af 'Den store bagedyst'.
Tilberedningstid:
4 timer
Antal portioner:
14 pers.
Kok og program
Ingredienser
Peanutkage
- 150 g smør
- 100 g peanutbutter
- 200 g flormelis
- 50 g vaniljesukker
- 5 æg
- 250 g mel
- 10 g bagepulver
Jordbær-jam-mousse
- 4 stk. husblas
- 300 g jordbær
- 1 vaniljestang
- 50 g sukker
- 1 spsk. citronsaft
- 3 dl piskefløde
Smørcreme
- 150 g æggehvider
- 300 g sukker
- 450 g smør
Fondant
- 110 g skumfiduser
- 25 g vand
- 1 tsk. solsikkeolie
- 400 g flormelis
- Pastafarve (mængde efter humør)
Chokoladetribune
- 50-100 g kakaosmør
- Pulverfarve (mængde efter humør)
- 200-400 g hvid chokolade
Fremgangsmåde
Peanutkagebunde
- Tænd ovnen på 175ºC.
- Pisk smør, peanutbutter, flormelis og vanilje hvidt. Tilsæt et æg ad gangen under konstant piskning. Vend mel og bagepulver i.
- Hæld dejen ud på en beklædt bradepande og bag den i ovn v 175ºC i 10 minutter.
- Lad hvile i 5 minutter inden der udstikkes tre runde kageforme.
Jordbær-jam-mousse
- Udblød husblas i vand.
- Jordbær, vanilje, sukker og citron opvarmes i en gryde, indtil jordbærrene er møre. Blend det med en stavblender. Tilsæt husblas. Når massen er fingervarm, tilsættes letpisket flødeskum. Stil på køl indtil det skal anvendes.
- I en mousseform beklædt med kageplast lægges skiftevis kagebund, mousse, kagebund, mousse, kagebund, mousse og denne stilles på køl eller frost, indtil moussen har sat sig.
Smørcreme
- Pisk lidt salt i æggehviderne. Tilsæt sukker og pisk i fire minutter (evt over vandbad).
- Dernæst piskes fire minutter på røremaskine. Skift herefter til fladt piskeris på røremaskinen og tilsæt farve. Tilsæt herefter smør lidt efter lidt under konstant piskning.
- Beklæd lousselagkagen med smørcremen så hele kagen er dækket. Og stil til side på køkkenbord.
Fondant
- Smelt skumfiduser, vand og olie over vandbad. Tilsæt 300 g flormelis og pisk med håndmikser. Hæld 100 g flormelis ud på køkkenbordet og læg den klistrede masse herpå. Ælt indtil massen har en god konsistens og farv derefter i ønsket farve (hvid og grøn).
- Lav en stor grøn rund plade af fondant som skal lægges på toppen af kagen.
- Lav en masse små hvide striber som skal lægges på toppen af kagen samt på siden af kagen.
Chokoladetribune
- Varm kakaosmør og farve op i en lille kasserolle. Og pensl dette ud på transparent papir (må ikke være for varmt for så bøjer papiret)
- Smelt 2/3 af den hvide chokolade over vandbad til 43ºC og bland den sidste 1/3 chokolade i. Opnå temperatur på 29ºC.
- Pensl/hæld den hvide chokolade over kakaosmørret på transparentpapiret og lad stivne indtil det ikke længere klæber til fingrene. Skær mønster med en kniv (smal-bred-smal) og fold chokoladenederne sammen, så de danner en dråbeform. Stil på køl og lad stivne helt. Fjern forsigtigt transparentpapiret fra chokoladen.
Anretning
- Ved brug af tandstikker pyntes kagen med shokoladen hele vejen rundt. Den skal ligne en amerikansk football med en boldbane på toppen og en smuk tribune omkranset i de amerikanske farver blå, rød og hvid.