Tomater i alle størrelser, farver og former kan bevares på smagfuld vis. (©DR)

Forgyldte tomater

Når Camilla Plum høster sin have for tomater 'forgyldes' de på fineste vis, så hun har glæde af dem året rundt. Står du også med en stor omgang solmodne tomater, får du her Camilla Plums bedste tips til at hengemme dine tomater på skønneste vis.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 10 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • søde og solmodne tomater
  • evt. salt, peber, krydderurter og olivenolie

Fremgangsmåde

Bagte tomater

  1. Det allerlækreste man kan stille op med en overdrevent stor tomathøst er den gode gamle metode med at tørre dem i halve. Det kan foregår i ovnen ved ca. 100 grader, eller ude i solen hvis den skulle vise sig. Begge dele bliver skønt. 
  2. Man behøver ikke krydre, men en smule groft salt over tomaterne hjælper med at trække vandet ud og smager godt. 
  3. Man kan stoppe, når de bare er bagte og varme, og så er de fint tilbehør til det hele, bare med et dryp olivenolie og en bunke basilikum over. 

Tørrede tomater

  1. Man kan også tørre dem ydeligere, til de bliver seje. Da er de lækre som tilbehør, i salaten, i ensandwich. Du kan også tørre dem helt, til de er rynkede og holdbare. 

Semitøre tomater

  1. Hvis man har rigtig mange tomater kan man henkoge den til semitørre tomater i olivenolie. Det er nemt, og det bevarer smagen. Et glas af disse skamløst luksuriøse tomater kan forgylde måltider hele vinteren, hvis der ellers er nok. 
  2. Man propper bare de semitørre tomater tæt i helt rene glas, patentglas er bedst, og så putter man hvidløgsfed, laurbærblade, baslikumkviste, chilier eller hvad man nu synes ned mellem dem, drysser med groft salt og fylder glasset op med olivenolie. 
  3. Dunk glasset mod bordet så luftlommerne forsvinder, og luk glasset. Henkog glassene i ovnen ved 110 grader til det bobler grundigt derinde, sluk ovnen og lad det køle langsomt af. 
  4. Hvis man ikke har patentglas, hvor gummipakningen tillader damp at slippe ud, kan man bruge almindelige glas med låg, man skal så bare ikke skrue dem helt fast - da eksploderer de. Det gør man først, når glassene er kogt, så tager man dem ud, mens de er varme, strammer lågene, og stiller dem tilbage i ovnen. 
  5. Når glassene er kølet af, har de i hvert fald to års holdbarhed. Man kan henkoge bagte, flåede pebre på præcis samme måde.