Denne friske ret ligger en dejlig bund, uden du kommer til at føle dig tung. (©DR)

Frisk forårsrulle med torsk

Adam Price leverer her en opskrift på forårsruller med paneret torsk, peanutsauce og friske grøntsager. En ret der mætter på en skøn måde!

Tilberedningstid: 35 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Panko paneret torsk:

  • 500 g torskefilet
  • 1 håndfuld pankorasp
  • 2-3 stk. æg
  • 1 håndfuld hvedemel
  • 1 smule olie

Peanutsauce

  • 1 smule jordnøddeolie
  • 1 stk. rød chili
    (Medium styrke.)
  • 1 dåse kokosmælk
  • 150 g peanutbutter
  • 1 smule vineddike
    (Alternativt kan man benytte æblecidereddike.)
  • 1 spsk. masam curry paste

Forårsrulle

  • 8 stk. rispapir til forårsruller
  • 3 stk. gulerødder
  • 0,5 stk. spidskål
  • 1 bundt koriander
  • 1 håndfuld peanuts
  • 1 stk. chiliolie

Fremgangsmåde

Lav den panerede torsk: 

  1. Torsken deles på langs, og derefter deles de to stykker i ca. 8 aflange stykker. Fisken saltes lidt og vendes i hvedemel. 

  2. Vend derefter stykkerne i æg og så endnu gang i mel og til slut panko. Læg stykkerne på køl indtil de skal friture steges. Frituresteg dem ved ca. 150 grader, og læg dem på fedtsugende papir.


Lav peanutsauce:

  1. Chili snittes fint, og svitses i lidt jordnøddeolie på en pande. Når chillien er faldet lidt sammen tilsættes kokosmælk. Peanutbutter røres grundigt ud i den varme kokosmælk. 

  2. Tilsæt masaman curry paste og smag saucen til med lidt salt og eddike. Hvis saucen skiller meget, kan man samle den ved at tilsætte lidt koldt vand.

Lav forårsullen: 

  1. Gulerødder skæres i helt fine, tynde strimler (eventuelt ved hjælp af julienne jern. Ellers må man skære dem så fint som muligt i hånden). Spidskålen snittes ligeledes i fine strimler i ca. samme størrelse som gulerødderne. 

  2. Udblød nu rispapiret til forårsruller. Læg dem i lunkent vand i ca. 2 min. Lav en ad gangen så papiret ikke klistrer sammen. Læg et stykke op på et skærebræt og bred det ud. Start med at lægge strimler af gulerod og spidskål samlet lidt ud fra midten. Læg korianderblade på og drys med lidt hakket peanuts. Til slut lægges fisk i, og der dryppes evt. med lidt chiliolie. Fold enderne indover fyldet. Fold derefter den side tættest på fyldet indover, og stram rullen forsigtigt op, og rul den så hele vejen over. 

  3. Del rullerne i halve så man kan se fyldet, og server dem med peanutsauce.