Klassiske fuldskager fra Sejrø og en friteret udgave med asiatisk dip. (©DR)

Fuldskager fra Sejrø

På brødrene Prices tur rundt på Sjælland efter egnsretter lægger Adam og James vejen forbi Sejrø. Her viser postbudet Helle hvordan man laver klassiske fuldskager - en slags lille indbagt og kogt frikadelle. Derudover forsøger brødrene sig med en ny fortolkning, hvor de små fuldskager henter inspiration fra det kinesiske køkken.

Tilberedningstid: 5 timer, 30 min. Antal portioner: 0 pers.

Ingredienser

Fars

  • 1 kg hakket flæskefars, min. 25%
  • 1 stk. løg
  • 1 spsk. salt
  • 1 tsk. allehånde
  • 2 tsk. timian

Dej

  • 1 kop hvaregryn
  • 4 kopper vand
  • 7-800 g hvedemel

Asiatisk dip

  • 1 dl soya
  • 1 dl fishsauce
  • 1 stk. limefrugt, saft heraf
  • 1 fed hvidløg
  • 2-3 tsk. ingefær
  • 2-3 tsk. sukker
    (efter smag)
  • 1 stk. rød chili

Fremgangsmåde

  1. Fars:
    Bland det hakkede svinekød grundigt med revet løg, salt, timian og allehånde. Der er ikke tradition for at bruge peber i farsen, men vi vil anbefale et par omgange med pebermøllen.

  2. Farsen trilles til små kødboller som sættes på bagepapir. Kom dem i fryseren i 4-5 timer til de er faste, så er de nemmere at arbejde videre med.

  3. Dej:
    Bland havregrynene med vandet og lad det trække i 5-10 minutter. Derpå æltes hvedemelet i. Dejen skal være smidig og slippe hænderne, men må ikke være for tør.

  4. Form en lille klump dej til en tynd pandekage som samles omkring en kødbolle. Overskyden dej nippes af og kuglen trilles helt rund. Fortsæt til alle kødbollerne er pakket ind i dej og læg dem på et melbestrøet stykke bagepapir efterhånden som de bliver færdige.

  5. Kog fuldskagerne i let simrende vand i ca. 20 minutter. De vil stige op til overfladen når de er ved at være der. Rør lidt i vandet under kogningen, så de ikke sætter sig i bunden af gryden. Lad dem dryppe af i et dørslag og server dem med lidt salt og tørret timian til at dyppe i.

  6. De spises traditionelt som de er uden andet tilbehør. Et glas mørkt hvidtøl kan drikkes til.

  7. Hvis man har mod på det, kan man forsøge sig med at fritere fuldskagerne i olie i stedet for at koge dem. Men det er på eget ansvar! Da vi prøvede det, eksploderede en del af dem - så hold afstand! Hvis det lykkes, dryppes de af på fedtsugende papir og kan serveres med en asiatisk dip.

  8. Asiatisk dip:
    Riv ingefær og hak hvidløg, ingefær og chili fint. Rør alle ingredienserne sammen og lad dip'en trække lidt