Grillet og fyldt blæksprutte er dejlig sommermad. (©DR)

Fyldt blæksprutte med tomater, løg og krydderurter

Elsker du blæksprutte? Men du ved ikke, hvordan du skal tilberede den? Så følg denne opskrift på fyldt blæksprutte af Anne Hjernøe som hun lavede i programmet Frilandshaven. Blæksprutten fyldes med bl.a. tomater, løg og masser af urter som grilles, En dejlig sommerret, som både kan serveres som forret eller som en del af hovedretten.

Vær opmærksom på, at opskriften er regnet til én person.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 1 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 1 stk. blæksprutte med en kappelængde på 25-30 cm pr. person
  • 1 smule olie
  • 3-4 stk. finthakket tomater
  • 1 smule persille
  • 1 bundt frisk oregano eller timian
  • 1 smule rørsukker
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber
  • 1-4 fed hvidløg, fintskåren
  • 1-2 stk. rødløg eller skalotteløg
  • 1 stk. citron, saften og revet skal

Fremgangsmåde

  1. Læg blæksprutten på maven og løft op i kappen og skær forsigtigt fri ved ryggen. Fjern hoved og indvolde som kasseres. Pas på næbbet, som er barberbladsskarpt. Skær armene af. Skær et lille snit i forkanten af ryggen og tag fat i spidsen af sværdet og træk det ud. Kappen krænges rundt så man kan fjerne og kassere gæller og kønsorganerne, helt ud i spidsen af kappen. Kræng kappen tilbage så den sidder normalt., lad det tynde skind blive siddende på .Skær finnerne af tæt på kappen. 
  2. Skær armene og finnerne i småstykker og rist dem på panden med hvidløg, løg og oreganokvist. Når stykkerne er brunet fjernes kvisten og den grofthakkede persille og citronskal kommes ved, steger 1 minut, de fint hakkede tomater, lidt rørsukker og rognen (hvis der var nogen) puttes i, steg videre indtil tomaterne begynder at smatte ud, smag til med salt og peber. 
  3. Hæld den stegte blanding ind i den rensede kappe, lukkes med en kødnål. Pisk citronsaft og olivenolie sammen og gnid den fyldte sprutte godt ind, læg den på en brandvarm grillrist eller grillpande eller sæt den ind i ovnen under en grill og rist indtil det ydre lag af kappen er fint nøddebrunt, vend flere gange for ikke at brænde fast. Man kan også vende sprutten i sammenpisket æg og rasp og stege den på en pande. Stegetiden afhænger af hvilken blæksprutte man bruger.. 
  4. Hvis kappen er 1 cm tyk skal man regne med 5 minutter på hver side. 
  5. Arranger den fyldte sprutte på en varm tallerken med tilbehør af evt. ris pilaff eller kartoffelbåde, ristede i olie og timian og grov grøn salat. Hertil smager det godt med en fyldig hvidvin eller en let rødvin eller lidt kælderkoldt øl.