Spejlblanke, fyldte chokolader med sød karamelfudge indeni. (©DR)

Fyldte chokolader med ingefærfudge

Lav dine egne fyldte chokolade med hjemmelavet fudge efter Mette Blomsterbergs opskrift. Fudgen kan du bruge som den er, eller som her krydre den med ingefær eller en anden smagsgiver, som du godt kan lide. Lav eks. chokoladerne som en hyggelig aktivitet til jul, eller brug dem som en fin, hjemmelavet værtindegave.

Tilberedningstid: 5 timer Antal portioner: 10 pers.

Ingredienser

Ingefærfudge

  • 1 dåse kondenseret mælk
    (400 g)
  • 1-2 spsk. stødt ingefær
    (kan udelades eller erstattes med eks. kanel eller citronskal)

Chokolade

  • 500 g mørk chokolade
  • 1 stk. hård chokoladeform med 30 rum.

Fremgangsmåde

Klik play i videoen herunder og se, hvordan du laver de fyldte chokolader

  1. Ingefærfudge:
    Kom dåsen med kondenseret mælk i en gryde og hæld vand på, så det dækker fuldstændigt husk at tage label af først.
  2. Sæt gryden på komfuret, læg låg på og skru op for varmen, indtil det småkoger. Hold øje med, at dåsen hele tiden er dækket med vand. Lad det simre i 4 timer. 
  3. Tag dåsen op af vandet og lad den køle helt af i køleskabet i mindst 3 timer. Åbn den kolde dåse, skrab karamelcremen ud og rør den sammen med ingefær (smag til) til en ensartet konsistens.
  4. Kom fudgen op i en engangssprøjtepose og klip et lille hul. 
  5. Puds den udvalgte chokoladeform grundigt med en ren tot vat. 
  6. Temperer chokoladen således:
    Hak chokoladen fint - evt. i en minihakker. Smelt lidt mere end halvdelen forsigtigt i en skål over et varmt vandbad (ikke kogende) til 48-50 grader. 
  7. Kom den anden halvdel af den finthakkede chokolade op i en anden lidt stor skål. Hæld halvdelen af den smeltede chokolade op i skålen med den finthakkede chokolade, så de to stille og roligt smelter sammen under omrøring. Tilføj kun mere og mere af den smeltede chokolade, hvis det er nødvendigt. 
  8. Den nu tempererede chokolades arbejdstemperatur er 31-33 grader. Overstiger man 34 grader, skal man temperere på ny. Lav en lille test for at sikre dig, at den tempererede chokolade hærder op, så du er sikker på at tempereringen er lykkedes. 
  9. Fyld formens huller helt op med tempereret chokolade og bank formen let, så eventuelle luftbobler forsvinder. Vend nu formen på hovedet hen over skålen med den tempererede chokolade eller ud over et rent stykke bagepapir, og tøm al overskydende chokolade ud. 
  10. Skrab toppen og siderne rene for chokolade, så der nu kun er chokolade tilbage i skallerne. 
  11. Vend formen på hovedet på et fad beklædt med bagepapir. Lad chokoladen i formen størkne næsten helt i køleskab. Tag formen ud af køleskabet og vend den forsigtigt om, så du kan sprøjte fyldet i de størknede skaller. Pas på ikke at fylde for meget i, så du ikke kan lukke hullerne med tempereret chokolade efterfølgende. 
  12. Fyld nu den resterende tempererede chokolade oven i skallerne, så fudgen lukkes inde. Bank formen let igen og skrab toppen og siderne rene for chokolade endnu en gang. Sæt formen i køleskab i 1 times tid, til chokoladen er hærdet helt op. 
  13. Vend nu de fyldte chokolader ud. Opbevar chokoladerne køligt, bedst ved 10-15 grader, i en lufttæt beholder.