Mette Blomsterbergs dessert med fyldte figner og mandel-karamelsauce er en konge værdig. (©DR)

Fyldte figner med mandel-karamelsauce

I programmet Kongelige Køkkenhaver lavede Mette Blomsterberg og James Price historiske retter fra forskellige tidsperioder. Mette lavede i Kongens Have denne smukke renæssance-dessert af indbagte og fyldte figner, der serveres med en cremet og fyldig karamel-sauce. Desserten smager fantastisk og tager sig smukt ud.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Figner

  • 8 stk. modne, friske og faste figner

Mandel-karamelsauce

  • 150 g sukker
  • 3 dl mandelmælk

Fyld

  • 75 g ren, rå marcipan
  • 25 g mandler
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. stødt allehånde
  • 0,25 tsk. stødt hvid peber
  • 1 knivspids fint salt
  • figenkødet fra udhulingen
  • evt. 5-7 dråber vand

Dej

  • 150 g hvedemel
  • 0,5 tsk. stødt ingefær
  • 1 spsk. sukker
  • 1 knivspids fint salt
  • 2 dl hvidtøl
  • 25 g smør
  • 1 stk. æggehvide
    (30 g)
  • 1 l smagsneutral olie

Fremgangsmåde

Figner:

  1. Vask fignerne og tør dem fuldstændigt tørre. 
  2. Skrab en ”kugle” ud af bunden med en parisiennejern, for at gøre plads til fyldet. Figenkød et hakkes groft og bruges i fyldet.

Mandel-karamelsauce:

  1. Smelt sukkeret til mørkebrun karamel i en mellemstor gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt mandelmælken på én gang. Pas på, den kan godt bruse lidt op. 
  2. Stil gryden tilbage og kog videre i et par minutter til al karamellen er smeltet. Hæld saucen igennem en sigte og ned i en ren skål. Læg husholdningsfilm direkte oven på overfladen, og stil skålen i køleskabet til den er iskold - minimum 2 timer.

Fyld:

  1. Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet masse med hænderne. Tilføj til sidst de 5-6 dråber vand, & ælt det med i massen. Fyld alle de udhulede figner med fyldet.

Dej:

  1. Bland mel, ingefær, sukker og salt i en mellemstor røreskål. Tilføj hvidtøl og pisk kraftigt, til dejen er helt glat og uden klumper. Pisk det smeltede smør i til sidst, og stil skålen koldt indtil dejen skal bruges. 
  2. Pisk nu æggehviden stiv og vend det forsigtigt sammen med den kolde dej.
  3. Kom rapsolien op i en gryde og varm den op til ca. 160 grader. Lav en lille test med en anelse af dejen, for at tjekke om dejen bruser med det samme – ellers skal temperaturen lidt op.  
  4. Hold i stilken og kom dem enkeltvis ned i beignetdejen. Du kan sagtens friturestege 3-4 stykker ad gangen. 
  5. Tag de gyldne, friterede figner forsigtigt op med en hulske og sæt dem på køkkenrulle eller lign. der kan suge overskydende olie.
  6. Servér fignerne lune med iskold mandel-karamelsauce .