Gateau Marcel er en intens og fyldig chokoladekage - perfekt til dessert. (Foto: Rasmus Linaa ©DR)

Gateau Marcel - den klassiske chokoladekage

Gateau Marcel er en fransk klassiker af en chokoladekage. I programmet Spise med Price lavede James og Adam Price denne lækre opskrift på Gateau Marcel, der er perfekt som dessert og pynter på ethvert kagebord.

Kagen skal stå i køleskab nogle timer inden servering

Tilberedningstid: 1 time, 10 min. Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

  • 175 g mørk chokolade
  • 175 g smør
  • 175 g sukker
  • 3,5 stk. bæger past. æggeblommer
    (Eller blommer fra 7 friske æg)
  • 3 stk. bæger past. æggehvider
    (Eller hvider fra 4½ friske æg)
  • 20 g blødt smør
    (Til at smøre formen med)
  • 10 g sukker
    (Til at smøre formen med)
  • 20 g kakao

Fremgangsmåde

  1. Chokolade og smør smeltes i en skål over vandbad. Bland 2/3 del af sukkeret med æggeblommerne og pisk det hvidt.
  2. Pisk hviderne stive i en anden skål og tilsæt den sidste tredjedel af sukkeret undervejs. Vend forsigtigt chokoladeblandingen op i skålen med de piskede æggeblommer. Fold derefter lidt efter lidt de piskede hvider sammen med chokolade- og æggeblandingen, så det ender med at give en homogen masse.
  3. Gnid en stor springform grundigt med blødt smør på indersiden, drys med sukker og bank det overskydende af. Det gør det nemmere at løsne bunden, når kagen er bagt. Hæld halvdelen af moussen op i formen og bag den ved 175° i ca. 30 min. Stil resten af moussen til at hvile i køleskabet.
  4. Tag kagen ud af ovnen, selvom den ikke ser helt færdig ud. Den vil falde sammen, og det er meningen. Lad den køle lidt af til sidst i køleskabet.
  5. Fordel resten af chokolademoussen oven på bunden og glat det ud, så overfladen bliver pæn og jævn. Stil kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig nogle timer eller evt. natten over. Kagen løsnes fra kanten og bunden af springformen med en kniv.
  6. Sigt kakao over kagen, og dekorer den evt. med mørke, lyse eller hvide chokoladespåner.