Glaserede gulerødder

I programmet Spis og Spar viste kok Jesper Vollmer hvordan du kan lave lækkert og nemt tilbehør af helt almindelige gulerødder. Her glaseres de med smør og citronsaft, og bliver dejligt søde og aromatiske i smagen. Server eksempelvis sammen med stegte kyllingelår og grønne linser, som Jesper gjorde det i programmet, og du har en flot og velsmagende middag.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 8 gulerødder
  • 2 spsk. olie
  • 2 spsk. smør
  • 1 citron, saft og skal heraf
  • salt og peber
  • 1 l kogende vand
  • 1 bouillonterning
  • 1 håndfuld ærtespirer

Fremgangsmåde

  1. Skræl gulerødderne og skær dem i 1 cm. tykke skiver.  
  2. Brun dem af i olien og kom smør, citron, salt og peber ved. Steg det hele i 1 minut, og tilsæt vandet med bouillonterningen opløst i lidt ad gangen. Gør det så mange gange, som det kræver for at gulerødderne er møre. Der skal være ret god fart på varmen.  
  3. Pynt med ærtespirerne til slut.
  4. Server evt. sammen med stegte kyllingelår og linser, som du finder opskrifterne på lige her.