Lav en flot juleæske med lækre gløgg-macarons, og du har en fin gave. (©DR)

Gløgg-macarons

Jacob og Casper holder meget af julen og julens smage, og valgte i Den Store Jule- og Nytårsbagedyst 2017 at lave fine julemacarons. De små kager er fyldt med blød hvid chokoladeganache med appelsin samt en gløgg/rosin kompot.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Macarons

  • 150 g mandelmel
  • 150 g flormelis
  • 50 g sukker
  • 1/2 dl vand
  • farve efter smag
  • 110 g æggehvide

Hvid chokolade ganache

  • 150 g hvid chokolade
  • 1- 1 1/2 dl piskefløde
  • 1 appelsin, saft heraf

Rosin/Gløgg kompot

  • 2 1/2 dl rødvin
    (evt. alkoholfri)
  • 150 g rosiner
  • 3 spsk. sukker
  • 1 kanelstang
  • 3 nelliker
  • 1 appelsin, skal heraf
    (usprøjtet)

Fremgangsmåde

Macaronbunde

  1. Tænd ovnen på 150 grader varmluft.   
  2. Sigt flormelis og mandelmel grundigt.   
  3. I en lille skål afmåles halvdelen af æggehviderne. Heri blandes farven.
  4. Den resterende halvdel æggehvider piskes til let skum.  
  5. Vand og sukker koges til en sirup. Siruppen skal opnå en temperatur på 120 grader. 
  6. Når siruppen er klar hældes den i æggehviderne i en tynd stråle under kraftig og konstant piskning. Der piskes indtil massen når en temperatur på under 40 grader. 
  7. De farvede æggehvider røres i mandelmelblandingen. Herefter vendes marengsen i, indtil der er opnået en ensartet masse. Pas på ikke at røre for meget. 
  8. Massen kan nu sprøjtes ud på bagepapir til små cirkler. Lad det hele hvile i ca. 30 minutter.  
  9. Bag macarons’ene i ovnen ved 150 grader i 10 minutter. De skal køle helt af inden, de kan fyldes.  

Hvid chokolade ganache

  1. Fløden varmes op til kogepunktet. Tilsæt appelsinsaften og hæld det over den hakkede hvide chokolade. Røres sammen til ensartet masse og stilles koldt.  

Rosin/Gløgg kompot

  1. Rosinerne koges godt igennem med rødvin, sukker, appelsinskal og krydderier. Kog indtil rødvinen er reduceret til lidt under det halve. 
  2. Blend massen som herefter er klar til at blive fyldt i macarons’ene.  
  3. Ved hjælp af en sprøjtepose fordeles en tynd ring af ganache langs kanten af en macaronbund. Midten flydes med kompot og en bund placeres ovenpå. Fortsæt til du har lavet dine ni macarons.  
  4. Herefter er de klar til servering.