Varm dig på en anderledes gløgg til jul. Den kan drikkes af alle, for alkohol er valgfrit i denne opskrift. (Foto: Egon Rix ©DR)

Gorms æblegløgg

Det her er et mirakelmiddel mod al snue og vinter-dårligdom. En helårs sjælevarmer, med et snert af jul som ungerne også kan drikke med på. Jeg kan dog ikke undvære et skud rom i den varme kop, for at få den fulde helsegivende effekt. Men den tilsætter du bare efter ungerne har fået! Opskriften tager 30-45 minutter at lave og giver 8-12 kopper.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 l god og rigtig æblemost - ikke noget fra koncentrat
  • 2 øko appelsiner
  • 2 pæne stænger kanel
  • 2-4 stk. stjerneanis - hel
  • Nelliker, allehånde, fennikelfrø, kardemomme
    (hvad du nu har, og hvor meget du tør at putte i)
  • 1-2 stk. laurbærblade
  • 1/2 stang vanilje
  • 2 dl æbleeddike
  • 2-3 dl honning
  • 200 g frisk ingefær

Fyld

  • 100 g lyse rosiner
  • 100 g tranebær
  • 100 g mandelsplitter
  • 100 g tørrede æbler i tern

Fremgangsmåde

Tip: Put alle de tørrede krydderier i theposer, så de ikke forstyrrer ved indtagelsen af gløggen.

  1. I en stor gryde kommes æbleeddiken og denne reduceres, til den næsten er fordampet helt væk.
  2. Så tilsættes honning. Det lunes lige igennem i 1-2 min tid.
  3. Tilsæt nu æblemosten og krydderposerne heri samt ingefær, en flækket stang vanilje, skrællen fra appelsinerne (uden det hvide da det er herrebittert) og kød+saft fra appelsinerne i og kog op.
  4. Lad denne blanding trække – gerne over nat, men min. 30 min.
  5. Når gløggen skal serveres sigtes blandingen (og hvis der skal til sættes vin gør man det nu. Evt. en flaske mellemtør hvidvin)
  6. OBS – Husk at lade theposen med krydderierne komme med over efter sigtningen.
  7. Lun gløggen igennem uden den koger og smag evt. til med honning, hvis den skal være sødere. For at den indre varme fylder rigtigt igennem kan man tilsætte en lille dråbe rom eller lignende lige ved servering.