Gløgg er en skøn drik at varme sig på i december og kan laves i tonsvis af variationer. (Foto: Egon Rix ©DR)

Gorms hyldebærgløgg for voksne

Det her er verdens bedste gløgg. Den giver den indre varme, den smager af jul, og man mærker suset fra Østersøen, når man har drukket et par kopper. Gløggen har vundet flere konkurrencer, men ikke mindst også smeltet mange hjerter. Opskriften rækker til fire meget tørstige voksne (cirka 12 pæne kopper)

Rom, rosiner og krydderi smager bedst, hvis du lader dem trække så længe som overhovedet muligt. Kokken Gorm Wisweh lader den trække et helt år, men mindre kan også gøre det. Ellers har du en undskyldning for at forberede næste års julegløgg allerede nu.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 1/2 l hyldebærsaft (ufortyndet)
    (Hvis du er sej har du naturligvis lavet en selv i sensommeren)
  • 1/2 l solbærsaft
    (ufortyndet)
  • 1 flaske rødvin
    (ikke for sød, gerne til den tørre side)
  • 1/2 l god, mørk rom
  • 1-2 økølogiske appelsiner
  • 1 økologisk citron
  • En tommelfingerstørrelse stykke frisk ingefær
  • 2 pæne stænger kanel
  • 2-3 stk. hel stjerneanis
  • Dine yndlingsjylekrydderier
    (prøv dig frem med mængderne)

Fyld

  • 100 g pistacienødder - usaltede
  • 200 g gode, fede rosiner

Fremgangsmåde

Fyld:

  1. Put de tørrede krydderier i en tepose og lun dem op i ½ flaske rødvin.
  2. Hæld den mørke rom over rosinerne og krydderierne og lad det trække så længe du kan. Min trækker fra jul til jul. 

Gløgg:

  1. Sigt rosinerne for evt. overskuds-romlage og gem naturligvis rommen til senere.
  2. Rist piststacienødderne let på en pande eller i ovnen ved 140 grader .
  3. Bland safterne, skiver af appelsin, ingefær, mere rødvin og rosiner sammen og lun dem op til 75 grader og lad det stå der i 20 min.
  4. Smag til med rom, citronskal og saft.
  5. Server med pistacienødder, rosiner og et kys på kinden .