Den græskinspirerede ret består af citronkylling og -kartofler, tomatsalat med feta og en lækker tzatziki. Et rigtigt sommermåltid til de lyse aftener. (©DR)

Græsk citronkylling med kartofler, tzatziki og tomatsalat

Pia Kjærsgaard er inviteret i køkkenet og leverer her en opskrift på græsk citronkylling. Kyllingen serveres med en frisk tomatsalat med feta og kalamata-oliven, hjemmelavet tzatziki og lidt kartofler.

Tilberedningstid: 1 time, 5 min. Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Citronkylling og kartofler

  • 1 stk. kylling, ca. 1400 gram
  • 8-10 stk. kartofler
  • 2 stk. citroner
  • 1 smule olivenolie
  • 2 tsk. tørret oregano
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Tomatsalat

  • 5 stk. tomater
  • 1 stk. løg
  • 1 stk. icebergsalat
  • 1 stk. gul peberfrugt
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • 100 g feta
  • 1 bæger kalamata-oliven
  • 2 spsk. olivenolie

Tzatziki

  • 4 dl græsk yoghurt
  • 1 stk. agurk
  • 2-4 fed hvidløg
  • 1 smule salt

Fremgangsmåde

Lav citronkylling og kartofler:

  1. Del kyllingen i 8 stk. så man har 2 vinger, 2 overlår, 2 underlår og 2 bryster og kom stykkerne i en bradepande, eller et stort ovnfast fad, smurt med rigeligt oliven olie.
  2. Skræl kartoflerne og skær dem i både. Læg dem rundt om kyllingestykkerne.
  3. Tilsæt citronsaft, og læg evt. hele skiver af citron med. Vend det hele sammen i olien og citronsaften.
  4. Drys med tørret oregano, salt og peber, og steg i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.


Lav tomatsalat:

  1. Skær tomaterne, peberfrugt og icebergsalat i skiver og arranger det på et lille fad.
  2. Skær løget i tynde både og kom dem over tomaterne og drys med lidt salt.
  3. Kom oliven og fetaosten på og dryp olivenolie over.

Tzatziki:

  1. Riv agurken groft og pres væden ud af den revne agurk.
  2. Bland yoghurt, agurk og presset hvidløg og smag til med salt.