Sund, nem og lækker - det er denne græskarsuppe, som Thomas fra 'Rigtige Mænd - det nye hold' laver til de andre rigtige mænd i programmet af samme navn. (Foto: Line Falch Christensen ©Lindhardt og Ringhof Forlag A/S)

Græskarsuppe med laksebidder

Græskar og laks er en god kombination, og en kombination, man ikke ser til hverdag. Her får du en opskrift på en lækker, sødmefyldt græskarsuppe med laksebidder, som Thomas lavede i DR-programmet 'Rigtige Mænd - det nye hold'.Suppen er både cremet og frisk og kan spises hele året rundt. Opskriften er fra bogen 'Rigtige mænd - det nye hold' og er udgivet på Lindhardt og Ringhof Forlag A/S.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Suppen

  • 1 hokkaidogræskar
  • 5 dl vand
  • 1 bouillonterning
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Lidt olie til stegning
  • 1 pakke pikantost
  • 4 stk. laks
  • Lidt salt
  • Lidt peber

Til servering

  • Et æble
  • Lidt cremefraiche
  • Eventuelt lidt revet limeskal (økologisk)

Fremgangsmåde

  1. Skær græskarret i mindre stykker. Kom det i en gryde med vand og bouillonterning.
  2. Hak løg og hvidløg groft. Kom olien i en gryde og svits løg og hvidløg. Kom det efterfølgende i gryden med græskarret.
  3. Lad det hele koge i ca. 20 minutter. Sluk for gryden og blend, til suppen er jævn og tyk. Tilsæt eventuelt mere vand, hvis den skal være tyndere.
  4. Smag til med pikantost. Suppen får en mere cremet smag af osten.
  5. Krydr laksestykkerne med lidt salt og peber og kom dem i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter.
  6. Fordel fisken i fire dybe tallerkener og hæld derefter suppen ved.
  7. Skær æblet i tern og drys dem over suppen og server med cremefraiche. Top eventuelt med lidt revet limeskal.