Gravad laks med rævesauce og dild. (©DR)

Gravad laks med rævesauce

Få her en nem og hurtig opskrift på gravad laks med en lækker rævesauce og frisk dild til.

Laksen skal stå i køleskabet i minimum 24 timer, hvis den tilberedes efter den langsomme udgave. Hvis laksen tilberedes efter lynudgaven skal laksen stå på køl i ca. 2 timer.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 6 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

Laks

  • 1 stk. lakseside
  • 3-4 spsk. flagesalt
  • 3-4 spsk. hvidt sukker
  • 2-3 spsk. tørrede dildspidser
  • 1 bundt frisk dild

Rævesauce

  • 1 stk. sennep
  • 1 smule flormelis
  • 1 smule olie
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet peber
  • 1 smule tørrede dildspidser
  • Evt. 1 smule creme fraiche

Fremgangsmåde

Gravad laks 

  1. Salt og sukker blandes godt sammen med de tørrede dildspidser. Sørg for at knuse saltflagerne godt med fingrene. Laksesiden lægges med skindsiden nedad på et langt stykke sølvpapir og kødet dækkes til med salt og sukker blandingen. Hak det friske dild fint, og læg det oven på. 
  2. Den langsomme udgave 
    Laksen pakkes nu ind i sølvpapiret og lægges forsigtigt i en plastikpose, eller i et fad hvor væden kan løbe fra. Laksen stilles i køleskabet i minimum 24 timer, hvorefter den kan skæres i tynde skiver og spises. 
  3. Lynudgaven 
    Har man travlt en dag og vil lave lynudgaven af gravad laks, så skær den rå lakseside i tynde skiver og vend skiverne i salt og sukker blandingen. Læg skiverne pænt på et fad og drys den friske dild over. Dæk fadet til med film, og stil det på køl til blandingen er opløst, det tager ca. 2 timer. Vælger man den sidste lynversion, synes jeg faktisk, at laksen kommer til at smage af meget mere, så hvorfor ikke bare hoppe ud i den med det samme? 

Rævesauce

  1. Senneppen røres med flormelis, til den er sød og god. Hvor meget flormelis, der skal til, afhænger af, hvor stærk senneppen er, så prøv dig frem. Sennepsdressingen røres lind med olie, til den har den rette konsistens.  Smag til med salt og peber og tilsæt dildspidser efter behov. Nu er sennepsdressingen færdig og kan spises. Men man kan også lave en mildere og mere cremet version ved at tilsætte et par skefulde creme fraiche.
  2. Servér laksen med rævesauce og friskbagt brød.