Den gravad laks skal stå i køleskabet i 1 døgn, men den er helt sikkert værd at vente på. (©DR)

Gravad og røget torsk med blåmuslingesovs og aspargessalat

Lækker torskeret, med en kombination af røget og gravad torsk. En rigtig sommerret, der med sikkerhed er et hit.

Tilberedningstid: 1 time, 40 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Røget torsk

  • 1 stk. hel torsk

Gravad torsk

  • 1 stk. hel torsk

Muslingesauce

  • 1 stk. net muslinger
  • 2 stk. gulerødder
  • 1 stk. porre
  • 1 stk. løg
  • 2 fed hvidløg
  • 8 dl hvidvin
    (ca. 2 glas)
  • 2 dl piskefløde

Aspargessalat

  • 1 bundt grønne og hvide asparges
  • 2 stk. gulerødder
  • 1 stk. salatløg
  • 1 smule rapsolie
  • 1 bundt koriander
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber
  • 1 smule citronsaft

Kartofler og løg

  • 500 g kartofler
  • 5-10 stk. rødløg
  • 1 smule olivenolie
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Snack

  • 10-15 stk. små kartofler
  • 10-15 stk. bacon
  • 1 stk. bornzola
    (bornholmsk gorgonzola)

Fremgangsmåde

Røget torsk

  1. Torsken fileteres og saltes med 2 dele salt og 1 del sukker i 1 døgn. Skylles og skæres i mindre stykker. Undlad at tage skindet af.
  2. Tænd op i grillstarteren og læg to-tre håndfulde bøgeflis i vand. Når kullene er klar lægges bøgeflisen ned i grillstarteren.
  3. Læg torskestykkerne på en rist og sæt risten oven på grillstarteren med en gennemvædet (ny!) gulvklud henover. Varmryges på bøgeflis i 20 min. 

Gravad torsk

  1. Torsken fileteres, saltes og drysses med et fint lag rørsukker og lægges herefter sammen kødside mod kødside med et bundt fint hakket dild imellem. Stilles i køleskab i et døgn. 

Muslingesauce

  1. Gulerødder, porre løg og hvidløg hakkes meget fint og sauteres i olie.
  2. Muslinger skylles og renses og kommes i grøntsagerne. Hvidvin hældes på og det dampes i ca. 10 minutter, indtil muslingerne åbner sig. De muslinger, der ikke har åbnet sig, smides ud.
  3. Muslingerne tages op og lægges i en trådsigte. Saucen koges ind med piskefløde og smages til med salt og peber.
  4. Tænd op i grillstarteren, og når kullene er klar lægges to-tre håndfulde gennemvædet bøgeflis på. Trådsigten med muslingerne sættes over grillstarten og ryges i 10 min. Muslingerne pilles ud af skallerne og kommes i saucen, som varmes op inden servering. 

Aspargessalat

  1. Hvide asparges skrælles og snittes fint på langs. Grønne asparges afskæres stokken. Gulerødder snittes fint på langs. Salatløg skæres i halve ringe. Det hele sauteres i rapsolie på en pande, indtil det er mørt og sprødt. Smages til med salt og peber. Vendes med citronsaft og hakket koriander. 

Kartofler og løg

  1. Halve kogte kartofler og kvarte rå rødløg, varmryges ½ time med bøgeflis på grillstarter. Mariners med olivenolie og salt og peber. 

Snack

  1. Små kogte kartofler omvikles med bacon som sættes fast med en pind. Grilles til bacon er sprød. serveres med en skive Bornzola (bornholmsk gorgonzola) på toppen.