Den grove og smagfulde kartoffelmos med krydderurter er skønt tilbehør til en god middag. (©DR)

Grov kartoffelmos med krydderurter, ristede mandler og purløgsolie

Hvis du er træt af klassisk kartoffelmos, bør du give denne lækre moderne udgave en chance. En dejlig, fyldig og grov kartoffelmos med en masse krydderurter, som kun tager 30 minutter at lave. Opskriften lavede kok Adam Aamann i Madmagasinet i programmet om kartofler.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Kartoffelmos

  • 1 kg små, vaskede kartofler
  • 80 g smør
  • 1 stort skalotteløg
  • 1 spsk. Balsamisk æbleeddike
  • 2 dl finthakkede krydderurter
    (f.eks. persille, kørvel, purløg, estragon eller løvstikke)
  • Havsalt og friskkværnet peber

Topping

  • 100 g bacon
  • 4 spsk. ristede mandler
  • finthakkede krydderurter
  • fintrevet citronskal efter smag

Sødmælksyoghurt

  • 1 1/2 dl sødmælksyoghurt
  • saft af citron efter smag
  • salt og peber

Purløgsolie

  • 1 dl vindruekerneolie
  • 1 bundt purløg

Fremgangsmåde

Grov kartoffelmos 

  1. Skyl kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand i 20 – 25 min vand, alt efter størrelse.
  2. Imens kartoflerne koges, snittes skalotteløget fint, krydderurterne hakkes og bacon steges evt. i ovnen ved 200 grader i 15 min.
  3. Smelt smørret.
  4. Når kartoflerne har kogt, hældes vandet fra, og det smeltede smør, skalotteløget, krydderurterne, lidt eddike og peber kommes ned til kartoflerne.
  5. Herefter knuses kartoflerne med en grydeske, og blandingen røres rundt til en mos. Pas på med ikke at røre mosen så grundigt, så den bliver glat som en almindelig kartoffelmos. Vi vil gerne have grove, hele stykker af kartoffel i mosen.
  6. Smag til med æbleeddike og salt og peber.

Sødmælksyoghurt

  1. Rør 1 1/2 dl sødmælksyoghurt sammen med frisk citronsaft, salt og peber.

Purløgsolie

  1. Blend 1 dl vindruekerneolie sammen med 1 bundt purløg.

Anretning

  1. Fordel den grove kartoffelmos på fire varme tallerkener og fordel yoghurten over med en ske, og dernæst purløgsolien. Drys ristede mandler, den stegte bacon og plukkede krydderurter ud over mosen, og riv til sidst lidt citronskal over retten. Velbekomme!