De grove madpandekager er perfekte at fylde med grønt og kød og tage med på madpakken. (©DR)

Grove madpandekager

Madpandekager med kylling og karrydressing er en ideel opskrift til madpakken, og de er nemme at lave. Mette Blomsterberg viste i programmet 'Det søde liv', hvordan man kan lave madpakker på en ny måde.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Madpandekager

  • 4 stk. æg
  • 50 g fuldkornshvedemel
  • 50 g hvedemel
  • 12 g salt
  • 50 g smør
  • 1 dl vindruekerneolie
    (eller anden neutral olie)
  • 2,5 dl letmælk
  • 1 spsk. frisk oregano

Karrydressing

  • 4 spsk. mayonnaise
  • 2 tsk. karry
  • 1/4 tsk. salt
    (Efter smag)
  • 1 knivspids peber
    (efter smag)

Fyld

  • 200 g kogt eller stegt kylling
  • 1 stk. rød peber
  • 50 g grøn salat
    (f.eks. iceberg)

Fremgangsmåde

  1. Begynd med at lave pandekagerne:
    Slå æggene ud i en stor skål. Vej begge slags mel og salt af og bland det godt sammen i en anden skål. Kom smør og olie op i stegepanden og varm dette ved svag varme, til smørret netop smelter.
  2. Hæld melblandingen op i skålen med æggene og pisk godt til dejen er helt uden klumper. Tilføj det smeltede fedtstof lidt ad gangen, mens der stadig piskes. Stegepanden skal ikke vaskes!
  3. Tilsæt til sidst mælken og friskhakket oregano og pisk det hele godt. Sæt den "fedtede" pande over blusset på komfuret ved god, stærk varme. Hæld pandekagedejen på så den flyder ud på hele panden - pas på den ikke er for tynd.
  4. Bag pandekagerne kort ved denne gode varme på begge sider. 
  5. Lav karrydressingen:
    Alle ingredienser røres sammen, og dressingen smages til med salt og peber. 
  6. Anretning:
    Afkøl pandekagerne dem ved stuetemperatur og fyld dem med det ønskede fyld - her rester af tilberedt kylling, salat og peberbrugt i strimler. Hæld lidt karrydressing over og rul pandekagerne sammen.

    TIP: Pandekagerne er perfekte til madpakken - både børn og voksne vil elske dem.