Efter du har prøvet denne sauce første gang, vil du aldrig købe den færdiglavet igen. Den smager bare bedre når den er hjemmelavet. (©Pixabay)

Grund-hollandaise

Hollandaise er en af de klassiske “ægte” saucer. Den passer godt til kogt eller stegt fisk. Hvis man rører et par skefulde flødeskum i den, bliver den til en sauce mousseline, som f.eks er fremragende til dampede asparges.

Tilberedningstid: 15 min. Antal portioner: 2 pers.

Ingredienser

  • 250 g smør
  • 3 stk. æggeblommer
  • saft af en halv citron
  • 1 spsk. fiskefond
  • 1 smule salt
  • 1 smule hvid peber

Fremgangsmåde

Klar smørret. Det gøres ved at smelte det langsomt og derpå skumme vallen af på toppen, inden det hældes forsigtigt over i en anden gryde, uden at bundfaldet kommer med. 

Æggeblommerne piskes sammen med fiskefond over et vandbad til massen bliver lys og skummende, hvorpå det klarede smør tilsættes; Først ganske lidt af gangen, mens der piskes, siden i en rolig strøm. Smag til med citronsaft, salt og hvid peber. Det er vigtigt, at smørret ikke er for varmt, for så kan saucen skille. 

Serveres helst med det samme, men kan holdes varm over ganske svagt blus i vandbadet. Rør i den af og til. Hollandaise er fremragende til kogt eller stegt fisk.

TIP: Skulle den skille, kan man tilsætte lidt iskoldt vand og piske kraftigt.  Tilsættes den et par skefulde flødeskum hedder den ”sauce mousseline”. Prøv den til nykogte hvide asparges og hør englene synge. Flerstemmigt.