Guitarkage af chokoladebund og forfriskende hindbær- og rabarbermousse. (©DR)

Guitarkage

En fødselsdagskage, der er formet og pyntet som en guitar. Indeni er der chokoladekage, hindbær-/rabarbermousse og chokoladeganache.

Tilberedningstid: 5 timer Antal portioner: 12 pers.

Kok og program

Ingredienser

Chokoladebunde

  • 540 g smør
  • 3 dl vand
  • 6 stk. æg
  • 900 g sukker
  • 3 stænger vanilje
  • 540 g mel
  • 180 g kakao
  • 3 tsk. bagepulver
  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g hasselnødder

Chokoladeganache

  • 600 g mørk chokolade
  • 5 dl fløde
  • 3 spsk. smør

Hindbær/rabarbermousse

  • 600 g hindbær
  • 400 g rabarber
  • 18 blade husblas
  • 3 dl sukker
  • 2 stk. lime
  • 2 stk. citron
  • 1 l fløde

Fondant

  • 600 g skumfiduser
  • 2 spsk. vand
  • 2 pakker flormelis
  • 1 tsk. vaniljeessens
    (kan udlades)

Fremgangsmåde

Lav chokoladebunde:

  1. Lun smør og vand i en gryde indtil smørret er smeltet.

  2. Tag vaniljekornene ud af vaniljestangen.

  3. Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en luftig masse.

  4. Bland mel, kakao og bagepulver og sigt det i den piskede æggemasse.

  5. Vend forsigtigt sammen, til dejen er næsten ensartet.

  6. Pisk det smeltede vandsmør sammen, og vend det forsigtigt i dejen. Stop når dejen er ensartet.

  7. Dejen deles i to og bages i to store bradepander ved 185 grader i ca. 30 minutter, indtil kagen er bagt (brug evt. strikkepindstesten).

  8. Køles af i køleskabet.

 

Lav chokoladeganache:

  1. Hak chokoladen.

  2. Kog piskefløden op og hæld den ud over chokoladen.

  3. Lad det stå i 5 minutter og rør det derefter sammen indtil du får en ensartet konsistens.

  4. Tilsæt derefter smørret og pisk til konsistensen er ensartet

 

Hindbær-/rabarbermousse:

  1. Stil husblas i blød i koldt vand i 10 minutter.

  2. Kog hindbær og rabarber i 15 minutter sammen med 3 dl sukker samt saften og skallen fra 1 lime og 1 citron.

  3. Læg husblassen i hindbær-/rabarbermassen og blend massen.

  4. Smag derefter til med sukker og lime-/citronskal og køl det ned til stuetemperatur.

  5. Pisk fløden stiv.

  6. Vend først lidt af frugtmassen i og pisk.

  7. Vend resten af flødeskummet ned i frugtmassen og vend det sammen.

 

Fondant:

  1. Skumfiduser smeltes langsomt i mikroovnen med vandet (ca. 2½ min ved halv effekt i mikroovnen).

 

Sammensætning:

  1. Moussen sprøjtes ud på den ene bund.

  2. Derefter lægges den anden bund ovenpå og puttes på køl til moussen er størknet.

  3. Herefter skæres kroppen og halsen på guitaren ud (du kan med fordel printe et billede ud af en elguitar, tegne billedet op på bagepapir, og klippe det i stykker, som du kan skære kagen efter).

  4. Spartel kagen op med ganachen, så den er fint dækket, og sæt på køl til det størkner.

  5. Når ganachen er størknet, læg da fondant på kagen, så gribebrættet bliver brunt og kroppen f.eks. blå. Derefter lægges fondant efter farverne på slagpladen og hvid fondant farvet med sølv på de metalliske dele.

  6. Pynt kagen med lakridser til knapper og stemmeskruer samt pickupperne.

 

Forstærker, sammensætning:

  1. Resten af kagen og mousse klaskes sammen i en kasse overtrukket med plastfilm (f.eks. en firkantet osteklokke), hvor du med udstikkere laver et hul i midten.

  2. Sæt det på køl, gerne i fryser.

  3. Når det er størknet, tages kagen ud af den firkantede kasse og overtrækkes med ganache.

  4. Tag udstikkerne ud, så der er hul, og indlæg plastik i hullet.

  5. Forstærkeren overtrækkes nu med sort fondant.

  6. Der males med guld, hvor forstærkerknapperne skal være, og derefter sættes runde lakridser på som knapper.

  7. Til sidst kan en lille højtaler, der kan kommunikere med bluetooth, lægges ind i hulet. Du kan nu via din smartphone få kagen til at spille musik, gerne en masse skøn rockmusik.

  8. Det er noget, der virkeligt vil imponere til en 7-års drengefødselsdag.