Præsenter halvkuglens indhold ved at hælde lækker karamelsauce udover den. (©DR)

Dessert-surprice: Chokoladekuppel med guldstøv

Vil du servere en dessert ud over det sædvanelige? Så kunne denne imponerende guldkugle være en vej frem. Desserten går egentlig bare ud på, at du gemmer et lille stykke kage eller luksus chokolade under en skal af chokolade. Skallen sprayer du med spiselig guldstøv og vupti - nu har du en ekstravagant dessert ud, der med sikkerhed vil imponere dine gæster. Når desserten serveres, hælder du varm karamel ned over den - det vil vække begejstring. Her nedenunder kan du se, hvordan jeg gør - det er faktisk ikke så svært som det ser ud til.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Chokoladekuppel

  • 4 halvkugle silikone form
  • 300 g tempereret mørk chokolade
  • 1 fødevareegnet guldspray
  • 4 valgfri mini-kager eller luksuschokolade, som kan gemmes under din færdige chokoladekuppel

Saltkaramelsauce

  • 200 g sukker
  • 60 g smør
  • 1,5 dl fløde
  • en smule salt
    (et lille nip)

Fremgangsmåde

Lav karamelsaucen først og lad den stå, imens du arbejder med chokoladen.

Karamelsauce:  

  1. Drys sukkeret i et jævnt lag udover en almindelig stegepande, og skru op på middelvarme.  
  2. Lad sukkeret smelte langsomt, uden at du rører i det, ellers kan det klumpe.  
  3. Når sukkeret er ved at være smeltet og ser dejligt lysebrunt ud, tilsættes smør, og der røres godt rundt.  
  4. Når smørret er smeltet, kan der skrues lidt op for varmen, og fløde og salt tilsættes. Det må nu gerne komme op og koge, til en rigtig karamelsauce. 
  5. Lad det småsimre i 5-10 minutter, og rør i det med jævne mellemrum.  
  6. Hæld karamelsauce i en kande, og gør klar til servering!

Chokoladekuppel: 

  1. Hæld chokoladen op i en plasticskål, som kan komme i mikroovnen. Temperer chokoladen ved at give den 30 sekunder ved max varme. Tag den ud, og rør rundt i chokoladen i 2 minutter. Giv den nu 15-20 sekunder, tag den ud, og rør rundt i chokoladen i 2 minutter. Giv den nu kun 10 sekunder og rør, og for næste gang, 5 sekunder og rør.
  2. Rør rundt i chokoladen lige så stille, og lad den smelte langsomt. Fortsæt således, indtil al chokoladen er smeltet og tyktflydende. Hvis du har et termometer, så sørg for at chokoladen aldrig kommer over 32-33 grader! Så ødelægger du nemlig tempereringen.
  3. Når chokoladen er smeltet, kan du fordele den ned i din silikone form. Hæld al chokoladen ud af formen, og skrab kanterne helt rene for overskydende chokolade. Det er vigtigt du prøver at hælde så meget chokolade ud af formen som muligt, så du laver en helt tynd skal.
  4. Læg silikoneformen på køl til chokoladen har sat sig. Minimum 10 minutter.
  5. Vend chokolade halvkuglerne ud af formen, og farv den helt guld med din guldspray.
  6. Placer din guldhalvkugle ovenpå din minikage eller luksuschokolade på din desserttallerken.
  7. Varm karamelsaucen forsigtigt op og hæld den udover bomben, imens dine gæster ser på.  Spis straks!