Opbevar din harissa i flotte glas og nyd både smagen og de flotte farver. (©DR)

Harissa

Harissa er en tunesisk meget stærk chilisauce, som er klassisk tilbehør til bl.a. cous cous, og shawarma. Camilla Plum laver den i en stærk, men dog mildere version, hvor chilien er fortyndet med tørrede tomater, og en masse krydderier efter marokkansk tradition. Det giver en mere anvendelig chilisauce, som også er fremragende til at smøre kyllinger og fisk ind i, før man steger dem. Vær opmærksom på, at harissaen skal trække et par timer.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 0 pers.

Ingredienser

  • 20 stk. tørrede elle rfriske chili, efter smag
    (fx de Arbol, Ungarsk rund, Red cherry)
  • 4 spsk. ristet spidskommen
  • 3 spsk. ristet kommen
  • 3 spsk. ristet korianderfrø
  • 1 spsk. frisk eller tørret rosmarin
  • 1 bundt marokkansk mynte
  • 1 bundt koriander
  • 200 g tørrede tomater
  • 8 stk. allehånde
  • 1 spsk. anisfrø
  • 1 spsk. fennikel frø
  • 3 spsk. brunt sukker
  • 2 stk. hele, pillede hvidløg
  • 10 stk. kardemommekapsler, frøene herfra
  • 3 dl olivenolie
  • 2 spsk. groft salt

Fremgangsmåde

  1. Rist krydderierne hver for sig på en tør pande, til de dufter. Blød de tørrede chilier ud i varmt vand. Frisk chili bruges direkte. Tag gummihandsker på og pil frøene ud. 
  2. Kom alt i foodprocessor og kør til en lidt grov mos. Uden foodprocessor hakker man alt, hvad der kan hakkes fint på et bræt, knuser krydderierne groft i morter, eller kaffemølle (der aldrig kan bruges til kaffe igen). Så rører man det hele sammen. 
  3. Smag til når det har trukket et par timer. Så kan man bedre vurdere styrken. Kom det på glas og dæk med 2 cm olivenolie. Harissaen kan holde nærmest ubegrænset, når den er under olie. Brug en ren ske til at tage af den med.