En mættende og smagfuld suppe fra vores finske naboer. (©DR)

Hernekeitto - Finsk ærtesuppe

Brødrene Prices opskrift på den fyldige og smagfulde ærtesuppe "hernekeitto" fra Finland. Suppen, som de lavede på deres nordiske odyssé, er lavet på tørrede, grønne ærter og er med fyld af suppeurter, kartofler og røget skinke. Et dejligt måltid til en kold dag.

De tørrede, grønne ærter sættes i blød natten over.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 500 g tørrede, grønne ærter
  • 2 l lys hønsebouillon
  • 500 g røget skinke, gerne med ben
  • 3-4 laurbærblade
  • 3-4 kviste timian
  • 1-2 løg
  • 4 gulerødder
  • 6-8 kartofler
  • 2 tsk. salt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Ærterne udblødes i vand natten over.

Kom ærterne i en gryde sammen med hønsebouillon, hakkede løg, skinken samt laurbærblade og timian, bundet op til en lille krydderbuket. Lad det koge under låg i omkring 2 timer, eller til ærterne er helt møre. Tag kødet op, når det er helt mørt. Tag kødet fra benet og skær det i mindre stykker. 

Fjern krydderbuketten. Kør evt. suppen igennem med en stavblender. Den skal være temmelig tyk og behøver ikke at være helt glat. Juster evt. med lidt ekstra hønsefond, hvis den er for tyk. Tilsæt gulerødder og kartofler i mindre mundrette stykker og lad dem simre med, til de er møre. Tilsæt kødet og lad det varme igennem. Smag til med peber og salt.