Hindbærmuffins kan udgøre en lækker, hjemmebagt værtindegave. (©DR)

Hindbærmuffins

Konditor Mette Blomsterberg bagte i programmet 'Kongeriets Kager' disse hindbærmuffins som værtindegave til en af programmets deltagere. Det er en nem og hurtig opskrift på muffins, som er friske i smagen, og som er nemme at pakke ned og have med på farten.

Tilberedningstid: 40 min. Antal portioner: 6 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 1/2 stk. polynesisk vaniljestang
  • 300 g mel
  • 3 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1/4 tsk. salt
  • 150 g sukker
  • 1 stk. æg
  • 2,5 dl mælk
  • 125 g neutral olie - f.eks. majsolie
  • 200 g friske hindbær
  • 60 g grofthakkede mandler

Fremgangsmåde

  1. Lav dejen:
    Vaniljestangen flækkes på den lange led, og kornene skrabes ud med en lille kniv. Vaniljekornene og 1 tsk. af sukkeret mases sammen på bordet med kniven, så kornene skille ad. Vaniljesukker, sukker og æg piskes luftigt. Olien tilsættes lidt af gangen. Mælken tilsættes, når massen er homogen. Mel, bagepulver, kardemomme og salt blandes og sigtes ned i. Vend dejen sammen til den er ensartet, og kom den op i en engangssprøjtepose.  
  2. Fyld dejen i formene:
    Læg papirformene i muffinsformene. Fyld papirskapslen med dej, så den netop er fuld. Der skal stadig være et stykke op til kanten af muffinsformene, så kagerne kan hæve, uden at vælte ud over kanterne. (Hvis der ikke anvendes papir kapsler, smør da muffins formene grundigt, og de fyldes da 2/3 op med dej). 
  3. Bag muffins:
    Tryk tre hindbær ned i dejen i hver form. Drys de grofthakkede mandler på toppen af hver muffin. Bag dem ved 180 grader, til de giver efter ved tryk. Det tager ca. 14 minutter.