Grissini kan serveres helt enkelt, som de er, eller de kan serveres med en skive laks. Foto: Scanpix (©DR)

Hjemmelavede grissini

Lækre nemme brødsticks, der kan bruges som en lille snack eller som en forret, når gæsterne er ankommet.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 2 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 2,5 dl håndvarmt vand
  • 6-7 dl hvedemel
  • 2 tsk. salt
  • 5 spsk. koldpresset rapsolie
  • 1 smule havsalt
  • 1 smule birkesfrø

Til servering

  • 1 pakke smelteost med peberrodssmag
  • 1 skive koldrøget laks
    (1 skive pr. grissini)

Fremgangsmåde

  1. Opløs gæren i det håndvarme vand og rør halvdelen af melet i. Bland salt og olie i.
  2. Rør resten af melet i og ælt det til en let dejkonsistens.
  3. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i 20 minutter. Indstil ovnen til 200 grader.
  4. Del dejen i 2 stykker og rul den ud til ½-1 cm tykkelse. Anvend rigeligt med mel på bordet og på kagerullen, så dejen ikke hænger fast.
  5. Pensl med vand. Strø salt og birkes over. Skær dejen ud i 1 cm brede stænger.
  6. Sno stængerne let og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve i yderligere 10 minutter.
  7. De bages i ovnen i cirka 20 minutter til de er gyldne. Hvis grissini ikke er helt sprøde, så kan de efterbages i ovnen. Sluk for varmen og åben lugen, så tørrer de hurtigt. 

Til servering

Kom lidt smelteost på hver grissini og vikl et laksestykke om og server.