Server blodpølsen med kanelsukker og sirup. (©DR)

Hjemmelavet blodpølse

Engang var blodpølsen fast inventar på danskernes juleborde, men den er gået lidt i glemmebogen - og det er en skam. Få her Brødrene Prices opskrift på en klassisk blodpølse krydret med alle julens varme krydderier. Inden servering skæres pølsen i centimeter tykke skiver, som steges i lidt smør på panden og serveres med sirup, kanelsukker og æblemos.

Der skal beregnes to dage til at lave blodpølse

Tilberedningstid: Antal portioner: 0 pers.

Ingredienser

  • 2 l svineblod
    (kan bestilles hos slagteren)
  • 300 g rugmel
  • 700 g byggryn
  • 1 l vand
  • 700 g flomme
    (kan bestilles hos slagteren)
  • 400 g brun farin
  • 400 g rosiner
  • 30 g salt
  • 10 g stødt kanel
  • 10 g stødt kardemomme
  • 5 g stødt nellike
  • naturtarme (kan bestilles hos slagteren

Fremgangsmåde

Blod, rugmel og byggryn blandes godt sammen og sættes i en beholder i køleskabet natten over.

Flommen skæres i ganske små tern og blancheres i kogende vand i 15-20 sekunder. Fisk dem op og sæt dem til side. Kom blodmassen i en gryde og varm den op ved svag varme, til den bliver flydende. 

Kom flommen, farin, rosiner, salt, kanel, kardemomme og stødt nellike ved og bland godt. Lad det simre helt stille ved svag varme, mens der røres i 5 minutter.  Sæt derpå gryden i en balje med iskoldt vand, så massen bliver afkølet.  

Skyl tarmene godt igennem og bind en knude i den ene ende. Herefter er det godt at være to - den ene holder tarmen åben og den anden fylder massen i med en ske. Der skal ikke stoppes alt for fast, for pølsen vil udvide sig ved kogning.

Kom blodpølserne i en gryde med vand, som lige skal dække. Kog pølserne i en time ved ganske svag varme - vandet skal kun lige skælve. Fisk derpå pølserne op og lad dem afkøle helt.  

Inden servering skæres de i centimeter tykke skiver, som steges i lidt smør på panden. Serveres med sirup, kanelsukker og æblemos.