Honninghjerter
Mette Blomsterberg elsker julen og alle de dertilhørende traditioner. Her kommer opskriften på en rigtig julegodte: Honninghjerter.
Tilberedningstid:
2 timer
Antal portioner:
6 pers.
Kok og program
Ingredienser
Honningkagedej
- 1 tsk. potaske
- 1 stk. æggeblomme
- 2 tsk. honningkagekrydderi
- 165 g hvedemel
- 165 g honning
Sprøjteglasur
- 100 g flormelis
- 1 stk. pat. æggehvide
- 1 smule grøn pastafarve
- 1 smule guld eller sølv kugler
Fremgangsmåde
Lav honningkagedej
- Rør potasken ud i æggeblommen. Bland honningkagekrydderi og hvedemel godt sammen. Ælt nu alle ingredienserne sammen til en ensartet dej på en røremaskine med dejkrog. Pak dejen i en plastpose og lad den hvile i køleskab i mindst 1 time og gerne et par dage.
- Rul dejen ud i lidt ekstra mel i en tykkelse på 1/2 cm. Udstik dejen med en hjerteudstikker, der måler ca. 7 cm på det bredeste sted. Læg hjerterne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hvile i 1 time.
- Forvarm ovnen til 180 grader. Bag honninghjerterne i ovnen i ca. 6-10 minutter (afhængig af ovnen og tykkelsen på dejen). Lad dem derefter køle helt af på en bagerist.
Lav sprøjteglasur
- Sigt flormelissen og pisk den med lidt pasteuriseret æggehvide, til glasuren er kridhvid og luftig.
- Glasuren skal være så stiv, at den netop ikke flyder sammen, når man rører i den.
- Kom glasuren i et kornet (kræmmerhus af bagepapir) og klip et lille hul i spidsen. Dekorer nu honninghjerterne med gæsternes navne eller andet.
- Det er en god idé at øve sig lidt på et stykke bagepapir, inden man går i gang med selve hjerterne.
- Honninghjerterne kan holde sig tildækket på køl i et par uger, men undlad at komme glasur på, hvis de ikke skal spises med det samme.