Denne kage passer perfekt til vintertiden, men hvis det skal være mere julet, kan du også komme nogle mandariner i den. (©DR)

Honningkage med appelsincreme

Denne lækre honningkage af Brødrene Price med appelsincreme, er en lækker dessert til selskabet, og hvis den skæres ud i små hapsere ligesom på billedet, går der ikke længe før kagerne er væk! Kagen er særligt god til jul.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 5 pers.

Ingredienser

Honningkage

  • 500 g honning
  • 125 g sukker
  • 1 dl fløde
  • 2 spsk. yoghurt
  • 3 stk. æg
  • 1 stk. appelsen, skal heraf
    (usprøjtet)
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 500 g hvedemel
  • 2 tsk. hjortetaksalt

Appelsincreme

  • 300 g usaltet smør
  • 220 g flormelis
  • 1,5 stk. appelsin, skal heraf
    (usprøjtet)
  • 3 stk. past.æggeblommer
  • 3 spsk. Grand Marnier eller Cointreau
  • 1 smule overtrækschokolade

Fremgangsmåde

  1. Honningkage:
    Man starter med at smelte honning og sukker i en gryde. Når blandingen er let afkølet tilsættes fløde, yoghurt, de sammenpiskede æg, den revne appelsinskal, kanel og stødt ingefær.
  2. Sigt i en anden skål melet og bland hjortetaksalt deri. Sigt melet ned i det øvrige, bland grundigt, og kom derpå dejen i en rugbrødsform, beklædt med bagepapir. Bag honningkagen i ca. 1 time ved 170 grader. Kagen kan sagtens bages et par dage før den skal bruges.
  3. Appelsincreme:
    Til smørcremen røres smørret lyst og luftigt med flormelis. Tilsæt æggeblommer, appelsinskal, Grand Marnier og rør godt igennem.
  4. Skær honningkagen i skiver på den lange led. Tykkelsen skal være som en forsvarlig skive rugbrød. Der skal bruges 4 skiver, men skulle der blive noget tilovers, smager honningkagen glimrende som den er med en kop kaffe.
  5. De aflange skiver smøres med appelsincremen og lægges sammen. Der afsluttes med en skive honningkage. Pak kagen stramt ind i film og kom den i køleskabet i mindst en time, gerne længere.
  6. Skær den derpå i passende små firkantede stykker. De ligner nærmest små højhuse. Toppen af stykkerne overtrækkes med lidt smeltet chokolade. Sæt kagerne koldt indtil de skal serveres.